En dag skal man give den videre

Peder og Inge Lisbergs søn Jesper Lisberg har taget dette billede fra en af de mange ture, som ægteparret fra Studstrup har haft i selskab med deres jolle. Her er parret på Kalø Vig, tæt på Vosnæs Pynt. (Foto Jesper Lisberg)
Peder og Inge Lisbergs søn Jesper Lisberg har taget dette billede fra en af de mange ture, som ægteparret fra Studstrup har haft i selskab med deres jolle. Her er parret på Kalø Vig, tæt på Vosnæs Pynt. (Foto Jesper Lisberg)

Af Birger Agergaard

Kan man godt have et ret nært forhold til sin jolle? For os ikke-bådejere kan det lyde en lille smule mærkeligt, men der hører en historie med, hvis det nu er en Lynæs-jolle, man har haft i næsten 50 år.

Med godt et år tilbage til en slags guldbryllup kan det være hårdt at skulle skille sig af med en Lynæs-jolle.

Redaktionen blev kontaktet af Peder Lisberg fra Studstrup. Han var på vej til at måtte skille sig af med jollen ”FRAL”, som han købte let brugt i 1975. ”Folk skal høre historien om jollen,” foreslog han. Vi takkede ja.

Han har sejlet rigtig meget og sejler stadig, nogle gange også sammen med sin kone Inge. I en større båd har han sammen med kammerater sejlet over Atlanten, og hjemme har de stadig en glasfiberjolle og så Lynæs-jollen.

Blandt træbådsejere er jolletypen berømt for sin sødygtighed.

”Der kommer ikke vand ind i den. Den ligger nærmest som en prop i vandet,” fortæller Peder Lisberg

Peder og Inge Lisberg i Lynæs-jollen FRAL
Peder og Inge Lisberg har valgt at skille sig af med jollen FRAL, der er opkaldt efter de to første børnebørn Freja og Alberte. (Foto Thomas Nykrog

Lynæs-jollen er en træbåd og er bygget i Lynæs ved Hundested. De fleste på Lynæsværftet af Tom Jeppesen, men en del også af hans første makker Viller Bovin. Peders jolle er bygget af Viller Bovin i 1967.

En træbåd skal ofte vedligeholdes. Faktisk hvert år. Det er blevet til mange hundrede timer med slibeklods og lakpensler. Og mange hundrede timers gode oplevelser.

En dag skal den videre
Men en dag skal man give jollen videre. For Peder Lisberg er tiden kommet nu. Han har nok i glasfiberjollen og kanoen.

En Lynæsjolle, der er bygget tilbage i 1967, er ikke kassabel, som man måske skulle tro. Der er mange år i den endnu.

Han havde ikke sat den til salg, men der kom en henvendelse fra en i den Facebookgruppe, der beskæftiger sig med Lynæs-joller. Det viste sig at være den helt rigtige at sælge til, for manden havde kendt Viller Bovin, og Peder ved, at køberen Ole Vilken ville passe godt på FRAL.

”Det er som om båden kommer tilbage til sin oprindelse,” bemærker Peder Lisberg.

Læs hele decembernummeret 2023

Relaterede artikler

John Sabalic
Sport & Fritid

Skødstrup-mand vinder VM-guld i Mexico

58-årige John har været lærer i Rønde i 23 år og har boet i Skødstrup lige så længe. Han spiller bordtennis i første division, men han har også været tiltrukket af det mere rå ping pong og fik op til VM i Mexico skrabet så mange sponsor-kroner sammen, at han kunne tage af sted.

Børn og unge

Fællesskabet reddede rideskolen

Hundredvis af nybegyndere har igennem årene haft deres gang på Åstrup Strandvej. Rideskolen, der hører til på gården Bøgely og rummer rideklub, privat opstaldning, to ridehaller og masser af folde, har eksisteret i 29 år.

Sport & Fritid

Jeg er vokset op med, at man skal hjælpe og bidrage

Lene Damsgaard er vokset op med volleyball. Hun begyndte at spille som barn på marken ved forældrenes hjem i Struer. Strå fra halmballer blev brugt til at flette det net, der adskiller de to banehalvdele, og siden har det været hendes foretrukne idræt.