Stort boligprojekt vil ind i kommuneplanen

Boligområdet Over Hækken
Her er hele boligområdet med de forskellige boligfelter og fællesarealer samt skolen (nederst til venstre), fælleshuset i midten og skovtårnet nederst, i Skødstrupskoven.

Af Birger Agergaard Illustration Sleth Arkitekter

Alt afhænger af byrådets velvilje: Kan der på ny lukkes op for boligtilvækst i Løgten-Skødstrup, eller siger politikerne nej og begrunder det med, at skolen ikke har kapacitet til flere elever?

Det er spørgsmålet, som en gruppe investorer plus en friskolegruppe søger svar på. Det får de, når kommuneplanstrategien ligger klar om cirka et år.

Investorerne har i en række år ejet et større areal, som omkranses af Bondehaven, Sortemosevej og Kløvervangen. Her er plads til 400-500 boliger – blandt andet.

Men i oplægget til strategien er Skødstrup-Løgten slet ikke nævnt.

”Vi tror, at kommunen har kigget på skolekapaciteten og sagt, at man ikke har de flere hundrede millioner kroner, det koster at bygge en ny afdeling. Derfor vil de ikke have flere boliger,” kommenterer Martin Novak, der sammen med Ib Nørholm og Jens Søgaard Jørgensen tegner ”Over Hækken Invest”. De står bag et storstilet boligprojekt, som også omfatter en friskole og fælles faciliteter for byen.

”Vi samarbejder med en aktiv friskolegruppe, og den dag, vi får at vide, at boligprojektet kan gennemføres, garanterer vi samtidig, at skolen kommer, og vi lover at holde økonomien under friskolen i starten,” siger Martin Novak.

To fluer med et smæk
Med det løfte slår ”Over Hækken Invest” to fluer med et smæk:

”Vi løser et kapacitetsproblem for Aarhus Kommune, og vi fortæller tilflyttere, at der er plads til deres børn. Vi synes ikke, at 8541 skal hægtes af udviklingen,” fortsætter Novak, der til daglig er ejendomsudvikler.

Boligprojektet opfylder faktisk nogle af de krav, der nævnes i forslaget til kommuneplanstrategi: ”… et princip om den blandede by med forskellige ejerformer, boligtyper, boligstørrelser og målrettet forskellige grupper.

”Projektet ”Over Hækken” har forskellige boligformer som hovedkoncept: almene boliger, familieboliger, små ejer/lejeboliger og seniorbofællesskaber. Og dertil altså en friskole.

Investorerne lover at lægge fortov og cykelsti frem til de eksisterende fortove og cykelstier på Bondehaven.

Skødstrup Fællesråd har haft besøg af investorgruppen og har i en udtalelse fremhævet projektet for netop at sikre blandede boligformer, som der er behov for i 8541. Og videre:

”Beliggenheden mod vest er i tråd med fællesrådets ønske om at udvikle byen i øst-/vestlig retning.”

Investorernes ønskescenario er at få boligprojektet ind i kommuneplanen. Når og hvis det sker, vil de som det første sikre skolestarten, så den kan starte hurtigt i for eksempel pavilloner.

Otte små boliger med små grunde deler en niende grund, hvor der kan være fællesfaciliteteter.
Otte små boliger med små grunde deler en niende grund, hvor der kan være fællesfaciliteteter.

Læs hele decembernummeret 2023

Relaterede artikler

Her er den næsten færdige udformning af byggeriet. Lokalplanforslaget ventes at gå i offentlighedsfase efter sommerferien.
Attraktivt bymiljø

Sådan – næsten – ser ny bymidte ud

Lokalplanen er ikke klar endnu til høringsfasen, men det er så tæt på, at man nu kan se, hvordan den nye bymidte i Løgten vil tage sig ud.

Næsten! For skitsen her på siden er ikke nødvendigvis den endelige. Byplanlægger og arkitekt Lene Damgaard, Aarhus Kommune, understreger, at det er en skitse, som kan bruges til at danne sig et indtryk af, hvordan området kan udvikles.

Det grønne område og søen i forgrunden hører til Tronkærgårdsvejs grundejerforening – hvor dyrt bliver det mon fremover at have dette friareal? (I baggrunden ses Plejehjemmet Kløvervangen, foto Birger Agergaard)
Byggeri og bolig

Bliver det dyrere at drive grundejerforening?

Hvad sker der fremover, når grundejerforeninger skal betale grundskyld af grønne områder? I de seneste måneder har der været mange historier i pressen om grundejerforeninger, som har fået store opkrævninger. Ikke underligt, at mange grundejerforeninger spørger, hvordan det kommer til at gå, når den ekstra regning dumper ind ad døren.

Børn og unge

Nu er der “kun” 1268 elever på skolen

Nu mærker Skødstrup Skole konsekvensen af, at der i de seneste år ikke er givet tilladelse til nye udstykninger i postnummer 8541. Så nu er der “kun” 1268 elever på skolen mod næsten 1350 for et par år siden.