Af Birger Agergaard – Foto Thomas Nykrog
Helle er 11 måneder gammel og den yngste af beboerne i bofællesskabet Væksthuset i Skødstrup. Helle er heldig med, at hendes far og mor og to søskende flyttede fra en Aarhus-lejlighed og ind i bofællesskabet for tre år siden.
Her er ingen biler, men til gengæld en del andre børn, der vil lege, voksne, som hun kan få tillid til, og trygge rammer. Her vil hun få sit barne- og ungdomsliv, inden hun om 20 år måske vælger at flytte ind i en Aarhus-lejlighed. Eller måske bliver hun boende her altid?
Helle er den centrale person i vores fortælling – som hun sidder der, smilende og med sin far Lasse, som har hendes ryg. Og med to andre voksne, som hun kommer til at møde tusind gange. Hun er fremtiden.
Men da hun ikke kan tale endnu, må de voksne udlægge hendes tanker. Bladet 8541 satte derfor tre af beboerne i de tre bofællesskaber i stævne. De tre er Kirsten Roelsgaard (Milepælen), Erik Bjerre (Himmeriggården) og Lasse Kolding Aackmann (Væksthuset). Sidstnævnte er Helles far.
Børnene fylder meget i beboernes univers…
…. nåh, ja, lige undtagen i Milepælen, som helt naturligt er blevet et olde-kolle, smiler Kisten Roelsgaard. Milepælens udfordring er, at ingen har lyst til at flytte, så mange af de oprindelige beboere er der endnu. Der har ikke været nogen udskiftning siden 2010. Legepladsen er fornyet og bruges flittigt af børnebørnene.
Tilbage til børnene! Vi spørger Lasse, hvorfor han og hustruen Nanna flyttede herud med deres børn Helle, Sonja på tre og Eigil på fire år.
”Her er virkelig gode rammer, børnene kan bare fræse rundt. Der er ingen trafik, men mange andre børn. Børnene leger på tværs af alder og lærer meget af de store børn. Det er fedt at se, hvordan de store børn tager ansvar her. Der er haver med shelters, trampoliner og fodboldbane. Der er voksne, som vore børn hurtigt får tillid til, fordi de kan også trøste og hjælpe.”
Legeaftaler er ikke noget, der skal planlægges:
”Vore børn løber bare over og banker på: ”Skal vi lege?” Hvis de ikke kommer tilbage med det samme, så ved vi, at de leger.”
”Ja, de får et børneliv uden alt for meget voksenindblanding,” siger Kirsten.
Lasse ser det også som en gave for børnelivet, at der er fællesspisninger.
”Det betyder, at vi tre gange om ugen har tid til at være sammen med børnene i tidsrummet mellem hentning og aftensmad, fordi vi ikke skal tænke på aftensmaden. Den fjerde aften er vi på madhold, og vore børn leger med nogle af de andre.”
Kirsten supplerer:
”Da vore egne børn startede i skolen, var det en kæmpefordel, at de kendte de store børn – det gav en vis tryghed.”
Alle tre bofællesskaber har fælleshuse, hvor der blandt andet er fællesspisning, hvor beboerne inddeles i hold og laver maden på skift. A pro pos børnene, så inddrages de også her i madlavningen. Det giver status at kunne lave mad til 50-60 mennesker!
Mit eller vores?
Hvad er forskellen på at bo i et af jeres bofællesskaber og at bo i parcelhus eller en andelsboligforening, spurgte vi også.
”Her er mere fællesskab end i en andelsboligforening,” svarer Erik Bjerre og fortsætter:
”Der er en myte om, at folk i bofællesskaber er mere eller mindre ens – det er helt forkert. Vi har bare valgt at investere i fællesskabet, og det betyder blandt andet, at vi tænker lidt mindre ”mit” og lidt mere ”vores”.”
Det gælder for eksempel på arbejdsdagene, som er mere eller mindre obligatoriske. Selvfølgelig kan der komme en fødselsdag på tværs, men så forventes man at bidrage på et andet tidspunkt.
Kirsten: ”Vi er selvstændige familier i et fællesskab. Det har aldrig været et kollektiv, men et praktisk fællesskab.”
Nu, hvor Milepælens beboere har nået en moden alder, dyrker de fællesskabet på nye måder, og på førstesalen i fælleshuset er der nu fitnessrum. I stueetagen er der to sofahjørner, og hver fredag kan man gå til fredagsbar.
Lasse og Nanna var af venner blevet spurgt, om de ikke ville savne privatliv, når de flyttede til Væksthuset?
”Men sådan er det jo ikke. Vi har vores eget hus, og når vi har været til fællesspisning, sidder vi ikke og hænger ud hele aftenen.
Deltager i byens liv
Der er flere myter, der skal punkteres:
Erik: ”Vi har ofte hørt, at vi lukker os om os selv, men sådan tænker vi det slet ikke. Se nu festivalen Under Blodbøgen – her inviterer vi jo hele byen ind.”
Kirsten: ”Ja, vi har hørt det før, men det passer ikke. Blodbøgen modbeviser det. Og da vi havde børn på skolen, sad vi i skolebestyrelsen, fællesråd og var trænere i idrætsforeningen.”
Lasse: ”Væksthuset har altid en flok med til Løgtenløbet, og i år var det i øvrigt en herfra, der vandt på den korte rute.”
Tålmodighed, tålmodighed!
Fordele er der altså masser af – så vi må retfærdigvis også spørge, om der er ”trælse” ting ved at bo i bofællesskab?
”Ja, nogle er nok udfordret på tålmodigheden,” svarer Erik:
”Ting skal besluttes, og der er altid flere synspunkter, end man kunne forestille sig! Man skal vænne sig til, at processerne kan være lange.”
Lasse: ”Ja, vi havde et fællesmøde i går, hvor vi snakkede om nogle punkter til husordenen. Så var konklusionen, at det skal vi have en større diskussion om! Jeg tror vi kommer til at snakke om det mange gange.”
Når en andel bliver ledig
Hvordan kommer man i betragtning, hvis man gerne vil flytte ind i et af de tre bofællesskaber?
Alle tre har interesselister, ikke ventelister. Det betyder, at man ikke kan stå øverst på en liste, og at de nuværende beboere derfor aktivt vælger den familie, som skal flytte ind. Det betyder også, at pensionister ikke har de store chancer, da det er børnefamilier, der prioriteres. Dette gælder dog ikke for Milepælen, som ikke har diskuteret ønskede profiler.
Himmeriggården har lige været igennem en udvælgelse, hvor de interesserede fik at vide, at man prioriterede at få en børnefamilie ind, fortæller Erik Bjerre:
”Så var der ni familier, som alle blev inviteret til rundvisning. Dernæst inviterede vi fem hold til fællesspisning, hvorefter en af familierne trak sig. Vi valgte altså mellem fire familier, og det var ikke rart, fordi man skuffer tre af dem. Det var møgubehageligt. Men vi har valgt ikke at trække lod”
Milepælen har ikke haft udskiftning siden 2010, så her står snakken nu, om de mon skal bygge til for at kunne tilbyde boliger til børnefamilier.
Væksthuset har været fællesskabet med flest udskiftninger, og det kom således Lasse og Nanna til gode. Nanna havde tidligere boet i bofællesskab, og derfor holdt de øje med opslag i Den Blå Avis om nye bofællesskaber. Der kom et fra Skødstrup, og de var også til fællesspisning og blev derefter godkendt.
Her skal Helle (og de andre!) altså nyde sit børne- og ungdomsliv. Vi må huske at spørge hende om 20 år, om hun er enig i det, som de voksne lige har fortalt.
