Hvordan går det med at få hul på den række af anlægsønsker, som Skødstrup har til især vejene i området? Ikke specielt hurtigt, kan man sige.
Anlægsprogrammet er på trapperne, og så vil det vise sig, om Løgten-Skødstrup får opfyldt sine ønsker, der har været fremme en del gange og senest blev fremhævet i april sidste år på repræsentantskabsmødet.
Ingen shunt til motorvejen
Et stort smertensbarn – trafikproppen hver morgen i rundkørslen ved motorvejen – ligger endda uden for kommunens handlekraft. Det er Vejdirektoratet, der skal vurdere fællesrådets ønske om en shunt – som er en lille udvidelse af rundkørslen, akkurat som i rundkørslen i den modsatte retning.
Da kommunens mobilitetsafdeling spurgte Vejdirektoratet om sagen, lød svaret blandt andet, at der rundt i landet findes ”… mulige trængselsprojekter, som vil få højere prioritet end et projekt til shunt i rampekrydset ved Skødstrup.”
Kort sagt: vi ligger langt nede på listen. Vejdirektoratet mener, at lige bortset fra tidsrummet 7.30-8.00 på hverdage fungerer rundkørslen fint. ”Snittællinger” på frakørselsrampen i både 2013 og 2018 viser, at trafikken ikke er steget.
Håbet er dog ikke helt slukket. Vejdirektoratet vil foretage en ny kø-registrering og besigtigelse på nogle hverdagsmorgener for at ”genvurdere omfanget af kødannelsen”.
Skødstrup Fællesråd holdt kort før jul møde med den områdeansvarlige i kommunens Mobilitetsafdeling og en kollega i Planafdelingen og Anlæg, som inkluderede en lille rundtur til ”brændpunkterne” i 8541. Kommunens mødedeltagere var enige med fællesrådet i de fleste anlægsønsker. Nogle af dem skal ind i anlægsprogrammet, andre skal undersøges nærmere.
Her er status på nogle af ønskerne og svar fra Mobilitet og Anlæg.
Kirkeholtvej
Det er svært at komme ud på Kirkeholtvej, både fra Hornslet og fra Løgten. Hornslet har fået en rundkørsel stillet i udsigt, men det løser ingen problemer for Løgten-siden, tværtimod. Fællesrådet ønsker bedre udkørselsmuligheder.
Svar: Der undersøges pt. muligheder for at lave afværgeforanstaltninger enten ved Segaltvejkrydset eller via en ny rute.
Ny Studstrupvej i Skødstrup
Her er der høj hastighed og få krydsningsmuligheder. Der er behov for mere sikker krydsning og lavere hastighed, ikke mindst for skolebørnene.
Svar: Der undersøges, hvordan hastigheden kan dæmpes og der kan skabes sikker krydsning. Måske ny krydsningshelle, 60 km fartbegrænsning og flytning af byzoneskilt.
Området ved LokalBrugsen
Meget krydsende trafik i flere retninger, men ingen gode krydsningspunkter. Utrygge forhold, som bare vil øges, når letbanen tiltrækker flere bløde trafikanter. Fællesrådet ønsker bedre krydsningsforhold og trafikdæmpning, måske som hævet flade i området.
Svar: Der har tidligere været skitseret en krydsningshelle. Det skal undersøges, om hellen er rigtigt placeret og om den vil bidrage til en løsning.
Kirkepladsen/Grenåvej
Dårlige oversigtsforhold fra sidevejen Kirkepladsen på grund af en bygning helt ud til Grenåvej.
Svar: Der er tidligere skitseret et projekt. Anlægsafdelingen genoptager dette arbejde og undersøger muligheden for en bedre krydsning af vejen. Men svært på grund af bebyggelsen, som der ikke er ekspropriationstanker om.
Sti langs banen
Der er en sti langs banen fra Stationsvangen til Grenåvej. Den er delvist asfalteret, men fællesrådet ønsker asfaltering af hele stien.
Svar: Enig i, at stien vil kunne skabe bedre sammenhæng i området. Det undersøges, om stien kan asfalteres på hele strækningen – der er dog forskellige ejerforhold på strækningen.
Læs også lederen i 8541 dit lokale blad side 4.(marts 2019)
Af Birger Agergaard
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (marts 2019)