Letbanen – en utilregnelig gæst

Af Inger Thranholm, Formand for Skødstrup Fællesråd

Afgang kl. 8.57. Lægetid i Aarhus kl. 10.00.
Der burde være god tid.

Ifølge den nyeste 14-dages køreplan skal Letbanen afgå kl. 8.57. Sådan står det på skærmen. Sådan planlægger man sin morgen. Man møder op på perronen i god tid og regner med, at det offentlige transportsystem gør det, det lover.

Men på perronen står der: Aflyst.
Næste afgang er kl. 9.30.
Så er der ikke længere god tid til lægeaftalen.
Man ringer til en livline.

På hjemturen sker det igen. Aflysninger. Forsinkelser. Til sidst ender rejsen i Lystrup, hvor endnu en livline må tilkaldes for at få passageren det sidste stykke hjem.

Det kan måske lyde som en enkelt besværlig dag. Men prøv at forestille dig, at det er din hverdag. At du skal med Letbanen til og fra arbejde hver dag. At du skal møde til tiden på et arbejde, til en behandling, til en eksamen eller hente et barn.

Tør du så stole på køreplanen?
Det er her, den egentlige udfordring ligger.

Vi får igen og igen at vide, at vi skal lade bilen stå og bruge den kollektive transport. Det er både fornuftigt og nødvendigt. Men det kræver noget helt grundlæggende:

At den kollektive transport er til at regne med.

I Aarhus Kommune vil man gerne have flere til at vælge bus og letbane. Det giver god mening. Men hvis man bor uden for Aarhus, er den kollektive transport ikke bare et grønt alternativ til bilen. Den er også en livsnerve.

For os i oplandet er forbindelsen til Aarhus afgørende. Og jo længere man kommer ud af kommunen – og videre mod Djursland – jo færre alternativer har man, når toget ikke kommer.

I byen kan en aflysning måske betyde, at man tager den næste bus, hopper på en cykel eller finder en anden rute. Herude kan den samme aflysning betyde, at man skal ringe efter familie, en nabo eller en ven.

Det er ikke alle, der har en livline.
Og det er ikke rimeligt, at man skal have én for at kunne bruge den kollektive trafik.

Kollektiv trafik handler derfor ikke kun om skinner, tog, køreplaner og passagertal. Det handler om tillid.
Tillid til, at toget kommer.

  • Tillid til, at man kan nå sit arbejde.
  • Tillid til, at man kan komme til lægen.
  • Tillid til, at man også kan komme hjem igen.

Letbanen må ikke blive den gæst, man gerne vil invitere – men aldrig helt ved, om dukker op.

Hvis vi for alvor vil have østjyderne ud af bilerne og over i den kollektive transport, skal vi give dem en grund til at stole på den.

Læs hele oktobernummeret 2026 på PDF

Relaterede artikler

Her er den næsten færdige udformning af byggeriet. Lokalplanforslaget ventes at gå i offentlighedsfase efter sommerferien.
Attraktivt bymiljø

Sådan – næsten – ser ny bymidte ud

Lokalplanen er ikke klar endnu til høringsfasen, men det er så tæt på, at man nu kan se, hvordan den nye bymidte i Løgten vil tage sig ud.

Næsten! For skitsen her på siden er ikke nødvendigvis den endelige. Byplanlægger og arkitekt Lene Damgaard, Aarhus Kommune, understreger, at det er en skitse, som kan bruges til at danne sig et indtryk af, hvordan området kan udvikles.

Politik

Intet nyt fra mobilitetsfronten

“Mobilitetsudfordringer” er et pænere ord for, at anlægsønsker bliver udskudt. Skødstrup Fællesråd fik før sommer en opgørelse over ønsker, der ikke kan realiseres i den nærmeste fremtid. Økonomien i Aarhus Kommune er den største knast i projekterne.

Her på Vosnæsvej skal cyklister og fodgængere ud på kørebanen. Fortovsprojektet er netop blevet udskudt – igen. Det samme med et fortovsprojekt på Hjelmagervej. (arkivfoto Birger Agergaard)
Trafik & veje

Fortove forsinkes: ”Meget skuffende”

Det er uforståeligt, at en by med 10.000 borgere og en skole med 1.300 børn stadig må undvære en sikker vej for fodgængere og cyklister, og dermed også en skolevej.