Tema: Hvor går de unge hen…..

default image

Jamen, hvad VIL de unge egentlig?

Er det i virkeligheden noget helt andet, de unge vil, end vi forestiller os? Er det noget med alkohol? Hvis det er det, hvordan tænker de så, at det kan lade sig gøre?
Hele tre spørgsmål på en gang – stillet af en forælder i Skødstrup, en kvinde, som var villig til at stille sig til rådighed for de unge, når bare der kom en smule initiativ fra de unge selv.
Men det kom der ikke. Ikke endnu i hvert fald. Mon det overhovedet kommer?
Anna-Kathrine Thygesen indrykkede i vores oktober-nummer et opslag, hvor hun og Skødstrup Sportsforening efterlyste nogle unge og deres forældre til at overtage Ung Fredag-konceptet i Midtpunktet.

Meget stille!
Vi på redaktionen spurgte forleden Anna-Kathrine, om opslaget har givet respons:
”Der har desværre været meget stille. Som i … ikke en lyd har jeg hørt fra unge eller forældre!” lyder det lidt opgivende svar fra hende.
Hun har talt med nogle af de unge i 8. og 9. klasse om muligheder og begrænsning for et uformelt værested i Skødstrup. Men hun kan ikke finde gådens løsning på, at de unge på den ene side higer efter et tilbud eller et sted, men på den anden side ikke selv lægger sig i selen for at ”få noget til at ske”.
De unge siger selv, at succesen for et tiltag afhænger meget af, om nogle af de toneangivende på hver årgang vipper tomlen op eller ned. Det kræver mod at stille sig frem som unge og tage initiativ.

Styre eller ikke styre?
Tidligere var Ung Fredag et mere organiseret med tilbud om forskellige aktiviteter, men det blev for styret, syntes de unge, og så blev de væk. De senere år har tilbuddet derfor blot bestået af, at der blev stillet lokaler til rådighed, hvor de unge så selv skulle finde ud af, hvad de ville foretage sig. Nogle spillede lidt fodbold eller bordtennis, mens andre blot hang ud på måtterne i gymnastiksalen. Men mange kedede sig og synes, der skete for lidt.
Det er altså langtfra sikkert, at de unge dukker op, hvis det er pædagogerne eller forældrene, der ”serverer” det hele. Det er et paradoks:
”For lidt styring – eller for meget styring … ingen af delene fungerer godt, åbenbart!”
Anna-Kathrine Thygesen er derfor i vildrede med, hvordan Skødstrup kan tilbyde et uformelt værested, hvis de unge ikke selv spiller ind med idéer og engagement. Hun leger med ideen om, at smøgen mellem den gamle hal og den nye hal kan bebygges, så der indrettes et naturligt samlingssted i Midtpunktet, hvor de unge kan mødes, uanset om de går til sport eller ej.
Nye tiltag
Måske skal der stables nogle fester på benene. Én slags uden alkohol for de yngre unge, og en anden slags for de ældre unge, hvor alkohol evt. kan være acceptabelt under en eller anden form, tænker hun.
”Der er meget, der kan lade sig gøre. Men der skal energi og handlekraft til fra de unge og deres forældre. Dels kan de engagerede i Sportsforeningen ikke løfte opgaven. Dels tror jeg ikke på, at tilbud for alvor bliver gode og levedygtige, hvis brugerne ikke tager ejerskab og donerer lidt hjerteblod,” siger Anna-Kathrine.
Du kan kontakte Anna-Kathrine Thygesen på aknielstrup@mail.dk eller 2332 4206.

Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2019)

Relaterede artikler

Hele familien var til stede, da Hjalmar i fjor blev tysk mester i amerikansk fodbold.
Børn og unge

Hjalmars passion for amerikansk fodbold

Da Hjalmar Skyt Nielsen i fjor blev tysk mester i amerikansk fodbold med sin klub Potsdam Royals foran 10.000 tilskuere, var det højdepunktet i en bemærkelsesværdig karriere, som ingen havde forudset, da han som dreng spillede fodbold i Skødstrup IF.

Basket med litauiske venner
Børn og unge

Basket med litauiske venner

Sidste år besøgte Skødstrup Pumas U13- og U15-hold Panevezys i Litauen. Her i marts 2024 havde Skødstrup Basket så inviteret det litauiske hold fra Panevezys på genvisit i Skødstrup.

Bogomslag: "Luxus af" Annie Bahnson
Børn og unge

Luksus og social ulighed

”Det er vigtigt at vi taler om og problematiserer den sociale ulighed, som i disse år ser ud til at vokse. Og vigtigt, at vi taler med vores børn og unge om den. Ud over at vi får et skævt samfund, som i sidste ende er værst for alle, er den sociale ulighed også vigtig i debatten om klima.”
Sådan siger Skødstrup-forfatteren Annie Bahnson i forbindelse med sin nye udgivelse i rækken af ungdomsromaner