Vi spørger partierne om energi

Kommunalvalget nærmer sig. Tirsdag den 16. november beslutter vi sammensætningen af byrådet i Aarhus, og til den tid er vi forhåbentlig blevet klogere på nogle af de spørgsmål, som vi i 8541 har til kandidaterne.

Dels præsenterer vi valgtemaer i bladet i august, september og oktober, og dels står Skødstrup Fællesråd for det store vælgermøde mandag den 11. oktober i Midtpunkt. Alle opstillede partier er repræsenteret, og du kan stille spørgsmål direkte til politikerne i panelet.

I dette blad lægger vi ud med energitemaet. Vi har stillet følgende spørgsmål til partierne:
1) Vil I i jeres parti arbejde for eller imod, at der placeres solcelleparker ved Studstrup og Skødstrup, retfærdiggjort ved, at Studstrupværket ligger her i forvejen? Udpegningen i temaplanen betyder, at kystbeskyttelseslinjen på tre km. overtrædes, og at nogle af områderne er omfattet af skovbyggelinjer og strandbeskyttelseslinjer? Elproduktion behøver ikke foregå tæt på Studstrupværket, men kan sendes gennem nettet?

2) Tre vindmøller kan ifølge temaplanen placeres ved Vosnæs. Kritikere kalder det en ”ny Aarhus-historie”, da vindmøllerne vil komme til at ligge i vindskygge for vestlige vindretninger, og da de kalder det et lavvindsområde. Vil I i dit parti arbejde for eller imod denne placering?
På de følgende sider kommer svarene i tilfældig rækkefølge. Alle opstillede partier er spurgt, nogle har ikke svaret.

V: Vedvarende energi med omtanke
Af Gert Bjerregaard, kandidat for Venstre
1) Overordnet set er vi i Venstre positive over for solcelleparker i Aarhus Kommune, men det skal ske med omtanke. Solcelleparker som omringer Studstrup ser jeg ikke som en mulighed, men et mindre anlæg øst for motorvejen og måske et mindre areal syd for Studstrupvej kan være en mulighed.
Jeg vil godt understrege, at vi har ikke taget endelig stilling endnu, men sikret er det at vi lytter til borgerne, inden den endelig beslutning skal træffes. For mig handler det om en hurtig afklaring. Ingen skal være stavnsbundet i årevis, derfor skal der hurtigst mulig træffes en beslutning på fuldt oplyst grundlag.

2) Placering af vindmøllerne som planlagt ved Vosnæs vil uvægerligt medføre store gener for de omkringboende, ligesom landskabet og den omkringliggende natur vil lide væsentlig skade. Endvidere er der mange beregninger, som viser at en placering af kæmpevindmøller ved Vosnæs slet ikke give mening forhold til den meget ringe effekt (strøm) som vindmøllerne vil kunne producere!
Målet om udbygning af vedvarende energi kan og skal vi nå, men det er vanskeligt at se, hvor der overhovedet er plads til kæmpe vindmøller på 150 m i Aarhus kommune.

F: Ægte grøn energi i dialog
Af Mette Bjerre og Thomas Medom, kandidater for SF
1) I SF arbejder vi for, at Aarhus bliver CO2 neutral, og at alt energi, der produceres, er ægte vedvarende. Det bedste vil være solceller på alle hustage, men det er vi desværre langtfra. Så vi støtter at der skal bygges solcelleanlæg i Aarhus Kommune og har derfor stemt for temaplanen. Præcist hvor der skal laves anlæg afgøres i en proces, og vi lytter selvfølgelig til saglige argumenter for og imod at placere anlæg forskellige steder. Det er ikke noget der skal afgøres på et vælgermøde, men i dialog med de berørte borgere, områder og faglige eksperter.

2) Vi bakker op om, at der bliver etableret flere vindmøller i Aarhus Kommune. Vi har en stor forpligtelse til at omstille Aarhus til grøn energi, og for os er det helt naturligt, at vindmøller er en vigtig del af strategien. Der produceres alt for lidt grøn energi tæt på de store byer, hvor energien forbruges. Der findes ingen placeringer i Aarhus Kommune, hvor man kan opstille vindmøller uden at berøre nogen.
Vosnæs er et af de områder, hvor vi kan rejse vindmøller uden at ret mange mennesker vil blive berørt af dem. Derfor har vi bakket op om, at Vosnæs kan være en mulig placering for vindmøller fremadrettet. NRGis beregninger på projektet viser, at de tre foreslåede vindmøller vil producere lige så meget strøm som havvindmøller med samme effekt. Samtidigt er vindmøllerne tættere på os som forbrugere hvilket giver lave udgifter til transport af strømmen.

A: Det grønne dilemma
Af Aase Pedersen, kandidat for Socialdemokratiet
1) og 2): I kommunens temaplan om VE anlæg er der forslag om at etablere tre vindmøller ved Vosnæs og et solenergianlæg på mellem 30-50 ha i Studstrup.
Området er udset til at være egnet, da det kan placeres tæt på det eksisterende ledningsnet ved Studstrupværket.
Når vi taler om vindmøller og solenergi anlæg er der ingen tvivl om, at de fleste mener det er en god idé, set ud fra klimaindsatsen og at vi ikke fortsat skal være afhængige af fossile brændstoffer.
Problemet er placering af vindmøller og solenergianlæg, idet mange ikke ønsker disse anlæg i nærheden af sin bopæl.
Vedr. etablering af solenergi anlæg i Studstrup (langs motorvejen) og tre vindmøller i Vosnæs, så eksisterer der ikke nogen konkrete projekter endnu, så det er vanskeligt at forholde sig til nogle ansøgninger, som måske ikke kommer i betragtning.
Solenergianlægget skal tilpasses omgivelsernes særlige karakter, der kan etableres afskærmende beplantningsbælte, og det må ikke være til gene med refleksion af sollys.
Nye vindmøller er bedre lyddæmpede end de ældre vindmøller, og de må ikke være tættere på boliger end 4 X højden.
Hvis der kommer konkrete projekter i Studstrup og Vosnæs er det vigtigt, at beslutningen sker på et så oplyst grundlag som muligt og at der gives svar på spørgsmål/bekymringer.
Dilemmaet er at balancere mellem etablering af anlæg, der giver mindre CO2-udslip, og placering af disse anlæg i hele Danmark.

 

Ø: Sol og vind ved tekniske anlæg
Af Laura Bryhl, kandidat for Enhedslisten
1) og 2): Enhedslisten Aarhus arbejder for, at energiforsyningen kommer over på vedvarende energi, også hvis der i nogle tilfælde skal dispenseres fra bygge- og beskyttelseslinjer, men det må en konkret vurdering af det konkrete projekt afgøre. I dette tilfælde har kommunens medarbejdere vurderet, at det er muligt på denne placering, og det har Enhedslisten tillid til.
Overordnet bakker vi op om at placere solcelleparker og vindmøller ved tekniske anlæg, så der skabes steder uden tekniske anlæg i kommunen. Aarhus er en stærkt befolket kommune med et voldsomt energiforbrug og få egnede pladser til vedvarende energianlæg, så pladserne skal udnyttes.
Pladserne skal også udnyttes for at opbygge en energiforsyningssikkerhed i hele Danmark. Vi kan i den sammenhæng ikke nøjes med vindmøller i Vestjylland eller langt ude på havet.
Enhedslisten i Aarhus arbejder for, at der bliver rejst tre vindmøller ved Vosnæs. Vi ser det som en del af Aarhus Kommunes klimaindsats, hvor ambitionsniveauet skal hæves betydeligt for at indfri klimamålsætningerne.
Området er kystnært, og der er derfor rimelige vindforhold fra sydlige og østlige retninger. Set i forhold til vindenergien i Aarhus Kommune hører det til et af de bedre områder. Store moderne vindmøller udnytter lav vindhastighed langt bedre end ældre vindmøller. Derfor giver denne placering god mening.

O: Det må ikke genere
Af Jakob Søgaard Clausen, kandidat for Dansk Folkeparti
1) I Dansk Folkeparti er vi ikke modstandere af solceller som sådan. De er et vigtigt redskab i arbejdet med CO2-neutralitet. For os er det blot vigtigt, at anlæggene placeres steder, hvor det ikke er til stor gene for natur og mennesker. Solcelleanlæg skal derfor ikke placeres på eksempelvis kuperet terræn, hvor det kan være til gene for naboer, eller hvor det ødelægger et naturskønt område. Men der hvor det kan placeres på flade marker er det rigtig godt. Vi stiller dog krav om et grønt hegn rundt om og biodiversitet ved anlægget. Vi vil tage stilling til konkrete projekter ud fra de kriterier og i øvrigt lytte med interesse til, hvad man i området mener om projektet.

2) Vindmøller hører til langt ude på havet. Det er vores grundlæggende holdning i Dansk Folkeparti. Det skyldes, at opsætning af vindmøller stort set altid vil være til stor gene for både naboer og naturskønne områder. Så vi støtter ikke placeringen ved Vosnæs.

 

C: Brug klog grønne omstilling
Af Steen Stavnsbo, kandidat for Det Konservative Folkeparti
1) Vi mener ikke det skal ske ved at overtræde skovbyggelinjer og strandbeskyttelseslinjer, og bør altid ske med store levende hegn så de visuelle gener undgås eller mindskes markant. Det lykkes trods alt mange steder i landet. Det giver ofte god mening at placere solanlæg tæt på anden elnet-infrastruktur, men ikke altid – og ikke hvis det skader natur- og landskabsværdier uopretteligt og/eller der skal store dispensationer til.

2) VI vil arbejde IMOD, ligesom vi arbejder imod de to møller på Aarhus Havn. Vi er tilhængere af den grønne omstilling, men den kloge af slagsen og ikke den som smager mere af symbolpolitik. Klog grøn omstilling, herunder grønne energianlæg, betyder bl.a. at man ser på totalbilledet, og på nettoeffekten overfor alternativomkostningerne i form af f.eks. lokale gener og negative effekter på natur- og landskabsmiljø. Der findes en del steder i Danmark, både til havs og til lands, hvor der er bedre vind/sol, bedre plads og/eller eksisterende fordelagtig elnet-infrastruktur, og hvor jordejerne og deres naboer desuden tager godt imod den mulighed. Vi mener de meget store vindmøller placeres allerbedst på havet eller sekundært tæt på motorveje og eksisterende elnet-infrastruktur, men selv her kan der være omstændigheder hvor det ikke giver mening af andre grunde, f.eks. typisk natur- og landskabsværdier.
Vi støtter bedst den grønne omstilling ved at betale ordentligt for varen uanset hvor den produceres i landet eller i fx EU. Derfor er der ikke logik bag ønsket om vindmøllerne ved Vosnæs og heller ikke på Aarhus Havn.

 

Å: Ikke på bekostning af naturen
Af Katrine Skov-Hansen, kandidat for Alternativet
Alternativet er Danmarks mest klimavenlige parti og støtter generelt op om grøn energi og flere vindmøller og solceller. På den anden side er Alternativet også fornuftens stemme og vurderer alle aspekter af en sag, før der træffes en beslutning.
1) De vigtigste problemer med solcelleparker er dels, at de ødelægger den ”vilde natur”, og dels, at el-infrastrukturen som regel ikke er klar til at transportere den store mængde el, der produceres af solcelleparker. Da Studstrupværket ligger i Skødstrup, må man formode, at det ikke er nødvendigt at forbedre el-infrastrukturen ved valg af den foreslåede placering.
Det største problem ved European Energys projekt er, at ca. en tredjedel af det område, de vil bruge, er fredet og resten af arealet ligger i kystnærhedszonen. Alternativet kan ikke støtte projektet, hvis det sker på bekostning af naturen.
Hvis/når jeg kommer i byrådet, vil jeg kæmpe for, at Aarhus Kommune lægger pres på regeringen, så det bliver muligt at etablere solceller på taget af kommunale bygninger i stedet for at ødelægge resterne af den bynære natur.
2) Med hensyn til vindmøller har Alternativet Aarhus allerede allieret sig med Aarhus Vindmøllelaug om at placere vindmøller ved Aarhus Havn. Projektet skal finansieres via en stærk lokal forankring med så mange andelshavere blandt kommunens indbyggere som muligt. Det giver ingen mening at placere vindmøller i lavvindsområder.

Af Birger Agergaard og Thomas Nykrog
læs flere artikler her, eller debatten på FB

Relaterede artikler

Provst Esben Thusgaard foretog i silende regnvejr den officielle åbning af lapidariet. Gravstenen til højre er sat for blandt andet folketingsmedlem Simon Andersen.
Egnsarkiv

Bare en bunke gravsten?

Et lapidarium er ikke bare en tilfældig bunke gravsten på en kirkegård. Det er derimod bevaringsværdige gravsten, som Nationalmuseet har udpeget til at blive gemt for eftertiden.

Mange lokale har igennem årene slået vejen forbi Lions Clubs julearrangement på Skrald Skovridergård.
Traditioner

Juletradition skifter lokation

I 55 år har Lions Club Skødstrup holdt deres årlige julemarked på Skrald Skovridergård mellem Løgten og Hornslet, men i år bliver det i helt nye rammer.

Knud Lind har været fast vørt på DR-programmet de sidste 5 år.
Kultur

600.000 lytter til Knud

Ikke mange i Skødstrup kan prale af at have en berømt stemme. Men det kan Knud Lind. Han er nemlig vært på Formiddag på 4´eren – et af DR´s mest lyttede radioprogrammer. Imponerende 600.000 danskere lytter hver dag til Knuds stemme på P4.