Af Birger Agergaard
”Velkommen her til Folkehuset Rosenbakken… eller Folkehuset Skødstrup, som det jo også hedder.”
Sådan lød velkomsten fra folkehusenes frivilligkoordinator Marianne Keiser, der selv bor i Skødstrup og kender dilemmaet om husets navn. Men så blev der ikke talt mere om det emne, for det var ikke på dagsordenen. Folkehusene i Nord havde inviteret til inspirationsmøde på Rosenbakken, og 83 deltagere tog godt imod udfordringen.
På dagsorden var heller ikke valgt af et nyt ”råd” af frivillige. Der skal nemlig holdes et møde mere i folkehuset, sagde Marianne Keiser. Mødet denne gang var ”hovedretten” – næste gang bliver ”dessertmødet”, hvor de mange indkomne forslag er bearbejdet af de frivillige, der meldte sig ved ”hovedretten”.
Frivilligkonsulent Marianne Keiser gik rundt med mikrofonen ved bordene. (foto Maria Arianfar)
Det var nemlig et af de positive resultater fra det første møde. Dels kom der rigtig mange gode forslag til, hvordan man kan skabe nye aktiviteter, der appellerer til alle aldre, og dels var der otte deltagere, der meldte sig til at arbejde videre med forslagene.
Den store udfordring er: hvordan kan vi ændre det lidt for fastgroede billede af, at her i folkehuset kommer kun pensionister? Folkehusene skal udvikle sig til det, man også kunne kalde beboerhuse for såvel børnefamilier, unge, yngre, midaldrende og de gamle.
”Problemet er, at når cafeens personale går hjem om eftermiddagen, er der stort set ingen i huset, og dørene er låst,” nævnte en borger, Jens Garsteen.
Men det skal være slut med det lukkede image, lovede Trine Holst, leder Folkehusene i Nord, på mødet. Man skal gratis kunne låne lokaler og køkken i Folkehuset, og dørene vil formentlig være åbne. Eneste undtagelse er private fester.
Ved det bord, som Deres udsendte sad ved, var der også god skrivelyst, og parret i midten, Per og Jette, meldte sig til at arbejde videre med aftenens ideer. (foto Birger Agergaard)
Madspild og musik
Og hvad er det så, der kan puttes ind i huset, så det spiller af liv for alle borgere i 8541? Det sad deltagerne og talte om ved bordene, og her kommer nogle af forslagene i tilfældig rækkefølge:
- Reparation af radioer, droner, mekanik mm. (Repair-cafe)
- Film
- Bordtennis, billard
- Fællesspisning/madspildsaftener/”masterchef”
- Lokale musikgrupper optræder
- Dannelse af nye grupper på tværs af alder og interesser
- Hobby/byttedag
- Læsekreds for børn
- Seniordans, højskolesange
- Rejsefællesskab
- Revy
- Bagedyst
- Markedsføring af husets aktiviteter
- Unge overtager Rosenbakkens sociale medier
Har du ideer til aktiviteter, der ikke er nævnt her, er du velkommen til at skrive til frivilligkoordinator på mail mak@aarhus.dk