Arkæologerne fandt offer i et stolpehul

Hundekranium kæder husene under stensvejen sammen med de tidligere fund på Lauritshøj2

 

Tidspunktet er omkring Kristi Fødsel. Under bygningen af et hus lægger man et offer ned sammen med en af stolperne. Et hundekranium skal skærme huset og dets beboere mod udefrakommende farer.
År 2017 kommer hundekraniet til syne, da arkæologer fra Moesgaard Museum graver ud under den stenbrolagte vej på Lauritshøj 2 – og det er udgravningens mest markante udbytte, siger arkæolog Rasmus Iversen fra Moesgaard Museum ”Det kæder husene her sammen med de øvrige fund, vi har gjort herude på Lauritshøj2. Det er helt tydeligt, at hunde har indgået i deres tro”.
Det lille kranium faldt nærmest ud i hænderne på arkæologen under udgravningen, og nu skal det vise sig, hvad det er for en type hund. Hundekraniet blev fundet ind mod det, der bliver den fremtidige grønne kile gennem Lauritshøj2 op til Skødstrup Kirke.
”Det betyder, at hvis man begynder at lave nogle forandringer på den, skal Moesgaard ud og grave for at finde ud af, hvad jorden indeholder”, fastslår Rasmus Iversen. Da den gamle vej lå på en udstykket grund, viste det sig nødvendigt at flytte de godt 300 sten, og det skete ved hjælp af frivillig arbejdskraft fra Løgten-Skødstrup. I løbet af et par timer en tirsdag i april brød en halv snes mennesker stenvejen op og lagde de mærkede sten på paller, som siden er blevet kørt i depot.
Ingen guldhorn På Facebook-siden 8541 SkødstrupLøgten kommenterede Rene Cheff Yde Jensen et opslag om optagningen således: ”Fantastisk med så stor opbakning. Måske et par nye guldhorn ligger og gemmer sig…” Til det siger Rasmus Iversen, at det ville være en sensation, for tidsmæssigt passer det ikke. Hverken kollegaen Henrik Skousen eller han selv har fundet noget metal under gravningen. Ud fra tiden skulle der være tale om jern eller måske bronze, men det eneste, de hvide mærker markerer, er stolpehuller. Dem er der til gengæld mange af.

Henrik Skousen har gravet et stolpehul ud, der viser at en ældre stolpe er blevet udbedret med en af yngre træ, for der er tydelig forskel i jordlaget.
Andre steder viser afmærkningen flere lerstampede lag oven på hinanden, og det tyder på, at området er blevet genbrugt til beboelse.
Arkæologerne mener, at den stenbelagte vej har tjent som forbindelse mellem de huse, der grænsede op til den. Den har ikke været en offentlig vej, men alligevel kan man se slidspor på stenene.
I depot Lokalindsamlingen, der skal sikre at jernaldervejen bliver genetableret, er endnu ikke nået i mål. Målet hedder 100.000 kroner, og tæt på en tredjedel af beløbet er hjemme. Det betyder, at de mange kasser sten bliver lagt i depot, og det er Skødstrup Kirke, der lægger husly til.
Det er også på en grund i forbindelse med kirkegården, at vejen vil blive genlagt. Initiativgruppen bag vejens genrejsning går nu ud med appel til områdets erhvervsliv om at støtte indsamlingen, så dette markante fortidsminde kan blive sikret en plads i fremtiden.
Det er også muligt for enkeltpersoner at støtte indsamlingen, og til det formål er oprettet konto 7262-1028207 i Djursland Bank.
Alle bidragydere modtager et diplom som tak for støtten. Hvis man giver 1000 kr. eller mere, får man sit navn på en “givermur” ved den genlagte vej. Husk derfor at opgive din emailadresse/ postadresse, så vi kan komme i kontakt med dig.

Tekst og foto Jette Westphal

Relaterede artikler

Skødstrup Kirke Indgangsdør mod nord og dør til tårnet
Historie

Kirkens ukendte rum

Når man kommer op til kirken fra parkeringspladsen, er det første, man når til, den store blå dør i tårnet. Normalt fortsætter kirkegængerne videre om til våbenhuset i kirkens sydside og går den vej ind. Gangbesværede, og bruden ved bryllupper, får dog lov at bruge den store, blå dør. Men hvad gemmer der sig så bag den lille, blå dør, som Erik Søndergård her er ved at låse op? Svaret kommer i denne artikel.

Sådan ser det vinduesløse lokale i Folkehuset ud.
Egnsarkiv

Egnsarkivet ind på biblioteket

Formanden for Egnsarkivet, Peter Christensen, ved ikke, om det samlet set bliver en god løsning, men arkivfolkene er – siger han – blevet kostet rundt så mange gange de seneste ni måneder, at nu vil man forsøge at få det bedste ud af det. I skrivende stund er endnu ikke alle detaljer på plads.