Med sine kun 13 år og er Artur Schvartzman den hidtil yngste på en talerstol i Aarhus, der har forsøgt at råbe de voksne og gamle mænd i sorte jakkesæt op. Han er klimaaktivist og bor i Skødstrup.
“Jeg hedder Artur, jeg er 13 år og går i 7. klasse i Skødstrup. Jeg er klimaaktivist – og det kan godt være lidt ensomt, der hvor jeg kommer fra. Så det er virkelig fedt at stå her i dag og mærke, at vi er så mange sammen om at gøre en forskel, om at kræve klimahandling nu,” indledte han sin tale en oktoberdag i 2019.
At Artur skulle stå på en scene og holde en tale, var ikke noget han havde set komme i krystalkuglen. Men på en klimamarch sidste år, hvor han deltog sammen med sin familie, opdagede nogle af de voksne klimaaktivister, hvor engageret han var i sagen.
De spurgte om ikke han kunne tænke sig at være med i det organisatoriske arbejde bag klimastrejkerne Fridays for Future. Han sagde straks ja, og så var det, at han pludselig en oktoberdag i 2019 stod på Store Torv i Aarhus som den yngste taler foran en forsamling på et par tusinde mennesker.
En bjørns styrke
Artur, der med egne ord ikke er særligt høj af sin alder, minder langt fra om en bjørn af ydre statur, selv om navnet Artur betyder bjørn. Han er spinkel af bygning med klare blå øjne og et opvakt åbent ansigt. Men på spørgsmålet om, hvorfor han er gået ind i klimakampen som kun13-årig, afslører han ikke desto mindre en bjørns styrke i troen på, at alle mennesker bør tage del i klimakampen. Jo før des bedre, understreger han. Hans mission er at vække os alle til handling.
“For det haster, hvis vi skal redde vores klode. Og vi kan gøre noget, hvis vi gør det i fællesskab,” siger Artur.
Eksempelvis noget af dette:
“Jeg bor i en forstad, hvor jeg bliver grint af eller kaldt klimatosse, når det der egentlig er tosset er at skulle have den nyeste iPhone eller have et skab fyldt med nyt tøj.
Alle tror at vi ikke behøver at ændre os.
Når jeg taler med mine venner, siger mange, at det er lige meget, hvad vi gør, fordi Danmark er et lille land. Men Danmark er faktisk et af de lande, der udleder mest CO2.
Hvis alle lande i verden havde et forbrug som vores i min lille forstad, ville planeten allerede være langt ud over tipping point.
Så det nytter noget, hvad vi gør, hver enkelt af os.
Men vi kan ikke gøre det alene. Vi har brug for hinanden!
Og vi har brug for voksne: lærere, forældre og politikere.
Vi har brug for nye tanker og nye handlinger – Vi har brug for, at det klimavenlige bliver det normale og ikke det tossede!”
Ikke perfekt
Artur er ikke blind for, hvor svært det kan være at lægge gamle og komfortable vaner fra sig.
“Jeg er da også sådan en, der godt kunne tænke mig det nyeste af det nye. Og jeg er langt fra perfekt. Men vi kan alle sammen gøre noget, hvis vi vil. Jeg har for eksempel besluttet mig for i 2020, at jeg kun vil købe brugt tøj. På den måde kan jeg forbruge mindre og hjælpe med til, at tingene kan bruges mange gange. Og jeg har også bestemt mig for at sige stop til alt fyrværkeri fremover,” fortæller Artur.
Da jeg spørger ham om det også indebærer at sige nej til flyrejser i forbindelse med ferier, dukker han sig næsten i stolen inden han svarer:
“Det er megasvært. Nu har jeg jo familie over hele verden, min oldemor bor for eksempel i Sydamerika, og jeg har familie i Israel. Vi bliver jo nødt til at besøge dem, og man kan ikke komme dertil uden at flyve, det ville blive alt for dyrt. Det er jo forfærdeligt, at vi kun kan komme dertil ved at flyve,” siger han skyldbetynget.
Derfor skal forskere og politikere også finde løsninger på at flyve i fremtiden, så vi ikke belaster miljøet, mener Artur. For det er jo ikke børnene, der kan finde løsninger på klodens udfordringer. Men alle kan gøre noget.
“I min familie har vi fx besluttet, at vi kun må flyve hvert andet år. Vi spiser kun kød en gang hver anden eller tredje uge. Og til jul havde vi bestemt kun at give hinanden brugte gaver,” siger Artur.
Bange for fremtiden
Artur kan godt blive forfærdelig bange for, hvad der vil ske – og om han overhovedet har en en fremtid på jorden. På skolen er han den eneste, han kender, der åbenmundet taler op om at stoppe overforbrug, ændre på vaner og gøre verden mere grøn.
Men for nogen tid siden havde skolen en temauge med FN’s 13. verdensmål: Klimakampen. “Det er rigtig godt, at vi får hjælp til, hvordan vi kan handle, siger Artur. Og fortæller at kantinen nu har forbudt plastikbestik, og at den laver vegetarmad og ikke kødretter hver uge. Men generelt efterlyser han, at flere forældre, lærere og politikere engagerer sig i klimakampen. I dag har han holdt sin tale for klassen, og “de tog godt imod den”, men ellers diskuterer de ikke klimaet så meget, som Artur kunne ønske sig.
Fritiden
Når Artur ikke går i skole, arbejder han i Madhuset i Løgten fire timer om ugen. Han har spillet guitar siden han var otte år og har nu også udvidet repertoiret til den klassiske guitarmusik, som han modtager undervisning i. Ellers fotograferer han, blandet andet for Fridays for Future, der organiserer klimastrejker på bestemte fredage hen over året. Han har ansvaret for at styre og udvikle deres instagramprofil. Artur har også en passion for at lytte til gamle vinylplader. Senest er især svensk jazz kommet i højsædet, hvilket LP’en Bo Kaspers Orkester forrest i pladesamlingen vidner om.
Forbilleder
Har Artur nogle forbilleder og i givet fald – hvem?
“Ja, jeg er kæmpe fan af Uffe Elbæk, han er helt klart mit forbillede,” siger Artur med stor vægt. “Hvis det ikke havde været for ham og for Alternativet, havde regeringen ikke opnået den 70 procents reduktion af CO2 udledningen i Danmark, som er målet for 2030. Greta Thunberg er selvfølgelig også mit forbillede.”
Og det næste træk i kampen for at redde kloden?
“Jeg er blevet spurgt, om jeg vil holde en tale i Skanderborg 13. marts. Det er så fedt, at de små byer nu også begynder at komme med i demonstrationerne. Men vi kommer hjem fra Sydamerika et par dage før, og mine forældre vil ikke have, at jeg skal have mere fravær, så de har sagt nej til, at jeg må deltage.”
Artur er 300 procent klar til at holde den tale, derom tvivler man ikke.
“Og det skal selvfølgelig ikke være den samme tale, som jeg har holdt, hvis jeg får lov”, forsikrer han med et smil.
Det er crazy!
Julen — det er vist noget med, at det egentlig handler om kærlighed og træer! Vi er bare kommet til at fortælle hinanden, at det handler om at købe og købe og købe!
For eksempel i min klasse – en helt almindelig 7. klasse i en helt almindelig forstad. Vi har julenisser – og i år er vi allerede startet i november! Det er crazy! Det fyger med plastikskrammel fra Kina, som vi kigger på i to sekunder og så smider væk.
Jeg valgte at være den grønne nisse – ham der gav tangchips. Og de ku godt li det! Pludselig kom vi til at snakke om grønne julegaver og genbrug. Og selvom de stadig joker med, at jeg er klima crazy – så kan vi faktisk godt snakke om det. Det giver mig håb!
Af Mette Trier Foto Thomas Nykrog….
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (feb 2020)
