Byarkitekter på besøg: Noget til maven, ånden og børnene

Skødstrup Fællesråd sammen med de to inviterede arkitekter, som ses til højre: Lars Autrup og Anne Mette Boye. Pladsen, som de står på, bliver mere eller mindre inddraget til Løgten Bymidte, men Bytorvet på den anden side af Grenåvej bør være til mennesker og ikke biler, mener de. (foto Birger Agergaard)
Skødstrup Fællesråd sammen med de to inviterede arkitekter, som ses til højre: Lars Autrup og Anne Mette Boye. Pladsen, som de står på, bliver mere eller mindre inddraget til Løgten Bymidte, men Bytorvet på den anden side af Grenåvej bør være til mennesker og ikke biler, mener de. (foto Birger Agergaard)

Af Birger Agergaard

Vi står på Bytorvet, som på samme tid begejstrer og bekymrer de arkitekter, der er Skødstrup Fællesråds gæster denne vindblæste fredag.

Det er et godt sted, men altså ikke HELT godt, forstår vi. Lars Autrup, direktør i Arkitektforeningen, og Aarhus Kommunes stadsarkitekt Anne Mette Boye er på besøg for at forholde sig til den måde, vi indretter byområdet på. Autrup har rejst rundt til flere byer og ser ofte ikke-steder, som er steder, hvor der ikke er tænkt på samlingssteder, og hvor kommuner og projektudviklere handler uden orientering.

Bytorvet er et samlingssted, og det er et vigtigt sted at satse på udvikling. Her er mulighed for ”noget til maven, noget til ånden og noget til børnene,” som der står i Lars Autrups facitbog om gode steder for mennesker.

Problemet er bare, at det ser så trist ud, siger begge arkitekter. Biler er der for mange af, og træer og øvrigt grønt er der for lidt af, siger de. Der er for lidt læ, og hvor skal folk mødes, når bilerne er over det hele, spørger de to.

”Vi ser bagenden af en masse biler. De skulle slet ikke være her. Den her parkeringsplads ved apoteket burde ryddes helt for biler, så det kunne blive et rigtigt torv,” siger Lars Autrup.

”Men hvis der ikke er parkeringspladser, kommer folk ikke her og handler,” indvender Lise-Lotte Kjær fra Fællesrådet.

”Det er en af skrønerne. Sats på den bløde infrastruktur (gode forhold for fodgængere og cyklister, red.), så skal de nok komme,” replicerer Autrup.

Hele centerarealet med Rema1000, Netto, Den røde Plads og Bytorvet bør gøres til byens samlingssted, mener de inviterede arkitekter. Men det kræver en hel del! Dronebilledet her er taget en søndag, så bilerne dominerer ikke så meget som på hverdage. (foto Thomas Nykrog)
Hele centerarealet med Rema1000, Netto, Den røde Plads og Bytorvet bør gøres til byens
samlingssted, mener de inviterede arkitekter. Men det kræver en hel del! Dronebilledet her
er taget en søndag, så bilerne dominerer ikke så meget som på hverdage. (foto Thomas Nykrog)

Boye tilføjer det retoriske spørgsmål: ”Er bymidten beregnet for bilerne eller for dem, der bor her?”

Hun siger, det bliver godt, når og hvis midtby-byggeriet hen mod SuperBrugsen bliver til noget. Tæthed er godt, handel bliver der mere af, og fortovsarealet gøres bredere, så der er mere plads til byliv. Bilerne triller ind bag facaden.

Det kan blive godt
Vi bevæger os hen forbi Rema1000. Nybygget efter en lokalplan, som kommunen selv har udarbejdet – men den har en stor fejl, er de to enige om: butikken burde være trukket frem til fortovet, og bilerne skulle skjules bagved.

Hele centerområdet med Rema, Netto og Bytorvet kan blive godt engang, men der er et stykke vej. Frem for alt skal det gøres grønnere, hyggeligere og mere attraktivt at samles på.

Fællesrådet vil gerne have en fredeligere Grenåvej, og samtidig et grønnere. Det er Lars Autrup helt enig i. Grenåvej mangler noget grønt, og man kan fint gøre vejbanen smallere for at give mere plads til cyklister og det grønne. En smallere vejbane betyder langsommere biltrafik.

Hellere bred end høj og tynd
På turen fortæller flere fra fællesrådet, hvor lang Løgten-Skødstrup er. Aarhus Kommune – som jo også tæller stadsarkitekt Anne Mette Boye – har endog et fremtidsperspektiv, hvor byen udvides mod nord, altså helt op til kommunegrænsen syd for Hornslet. Det går fællesrådet ikke ind for – man ser hellere en bredere by end en længere by, fordi det vil få byområdet til at hænge bedre sammen.

Lars Autrup lytter – og bifalder. Han er enig.

Midtpunktet, skolen og folkehuset
Vi er nået frem Midtpunktet. Autrup er begejstret for de mange boldbaner og det liv, der udspilles her. At hallen og banerne ligger så tæt på både skole og folkehus, det er nærmest perfekt som mødested for alle generationer, siger han.

Midt imellem Skødstrup og Løgten ligger Folkehuset (bygget sammen med ældreboligerne på Grenåvej), Skødstrup Skole og Midtpunktet med fodboldbanerne bagved. Det er et perfekt mødested for alle generationer, og derfor skal byen satse på at udvikle dette samlingssted, siger direktør i Arkitektforeningen, Lars Autrup. (foto Thomas Nykrog)
Midt imellem Skødstrup og Løgten ligger Folkehuset (bygget sammen med ældreboligerne
på Grenåvej), Skødstrup Skole og Midtpunktet med fodboldbanerne bagved. Det er et perfekt
mødested for alle generationer, og derfor skal byen satse på at udvikle dette samlingssted,
siger direktør i Arkitektforeningen, Lars Autrup. (foto Thomas Nykrog)

”Tidligere mødtes man i kirken. Nu er det sportshallen, man mødes i. Se på, hvor mange der har deres daglige gang her. Det er værd at bygge videre på,” siger han. Og Boye supplerer:

”Ja, det er godt at koncentrere tingene, så folk kan ”støde ind” i hinanden.”

Gåturen har ikke været omkring det tredje centerområde, som ligger ved Skødstrup Station og butikkerne ved Bondehaven. Derfor kender vi ikke arkitekternes holdning til dette og andre steder i byen.

En by, som folk gerne vil flytte til
Turen slutter med et kort møde i Folkehuset Skødstrup, hvor konklusionen på eftermiddagens byvandring kan drages. Den står Lars Autrup for:

”Husk alle aktørerne! I bor i en by i tilvækst og med alle generationer. En by, som folk gerne vil flytte til. Den bløde infrastruktur SKAL fungere, især i sådan en lang by som jeres. Og husk at satse på få, men gode samlingssteder.”

Læs hele novembernummeret 2023 på PDF

Relaterede artikler

Skødstrup mod år 2040 forside
Lokalplan

Vi vil binde byen sammen

Skødstrup-Løgten har en pæn størrelse, og området 8541 er attraktivt for borgerne og tilflytterne.
”Men hvis byen skal blive ved med at være attraktiv, er det nødvendigt med en forskønnelse af Grenåvej, en bedre infrastruktur

Kultur

Grundlovsmødet i Skødstrup

I betragtning af det noget ustadige vejrlig var fremmødet imponerende og stemningen god ved dette års Grundlovsmøde. De par dråber vand – og pastorens hat, der meget kongeligt truede med at lette – slog ingen skår i glæden.

Lokalplan

Bytorvet må godt hedde Bytorvet

I sidste nummer skrev vi om en spøjs sag, hvor butikkerne på Bytorvet skulle skifte vejnavn til Grenåvej.Alt imens lejlighederne ovenpå fortsat måtte hedde Bytorvet, fordi de har indgang fra smøgen bag torvet.