Et Kinder-æg kendes på sine tre overraskelser. Og strækningen mellem Løgtenbageren og resten af strækningen ud ad Løgtenvej kan kendes på sine to, ofte tre problemer.
En borger, Erik fra Møllesvinget, fotograferede i september en bil, hvis ejer præsterede hele tre overtrædelser:
- ind over cykelsti
- imod færdselsretning
- og ingen standsning/parkering mellem 8 og 18 uden for de opstribede p-felter.
Det er velkendte problemer, og siden cyklisterne fik deres cykelstriber for snart mange år siden, har der været masser af parkeringer ind over cykelstriben og næsten-ulykker, når cyklister ramler ind i en bildør, som åbnes. Bilister er ganske enkelt ikke tilstrækkeligt opmærksomme på, at striberne angiver, at her kommer der cyklister.
Den bør lægges om
Cykelstriberne har flere gange været til diskussion i Fællesrådet, og fra formanden Inger Thranholm lyder meldingen, at man gerne ser en omlægning af hele vejen fra bageren til slutningen af Grenåvej nord. Hendes bud lyder:
”Et hævet cykel-/gangsti, som der er på begge sider indtil Grenåvej 778. En hævet flade inviterer ikke i samme grad til at holde ind over,” siger hun. Fællesrådet mener, at da trafikmængden stiger i området, og der bygges mange boliger på den nordvestlige side af vejen, er det nødvendigt at sikre cyklisterne.
Af Birger Agergaard
Læs mere i 8541 -dit lokal blad (oktober 2019)