Der er brug for en håndsrækning fra stærke mænd – og kvinder

Skødstrup Fællesråd efterlyser frivillige, som vil bistå Moesgaard Museum med at tage den gamle jernaldervej på Lauritshøj 2 op.

 

Moesgaard Museum har meldt ud, at museet mandag 24. april gør klar til at tage den brolagte jernaldervej på Lauritshøj 2 op. Derfor kalder Skødstrup Fællesråd nu på stærke mænd og kvinder, som vil give en håndsrækning med ved selve optagningen. Den starter tirsdag 25.april, og for at holde arbejdet inden for en til to dage er der brug for så mange frivillige som muligt. Overinspektør Lars Krants, Moesgaard Museum, oplyser at arbejdet sker i museets normale arbejdstid.

Der er tale om cirka 43 kvm vej bestående af sten i forskellige størrelser. Af hensyn til genplaceringen skal stenene fotograferes og mærkes, inden de bliver anbragt i depot. Afdelingsleder Rasmus Fugl fra Buus Anlægsgartner A/S, der skal genlægge vejen, vil allerede om mandagen ud og danne sig et overblik over anlægget med henblik på reetableringen.

I øjeblikket er stenvejen beskyttet af et jordlag. Der har ikke været gravet ud under vejen, så arkæologerne er spændte på at finde ud af, om den gemmer på yderligere oplysninger om beboelsens mennesker.

Der mangler 79.000 kr.

Indsamlingen til genetablering af vejen har passeret 21.000 kr., men der er et stykke endnu til målet på 100.000 kr. er nået.

Nu hvor optagelsen af stenene nærmer sig, vil Skødstrup Fællesråd skabe øget opmærksomhed omkring indsamlingen. Det vil ske med uddeling af materiale til byens forretninger, institutioner og virksomheder.

Samtidig er den særlige arbejdsgruppe omkring Jernaldervej-projektet i færd med at søge fondsmidler til formidling af viden om de mange spændende fund, der er gjort på Lauritshøj 1 og 2.

En frivillig indsats i optagningen vil give alle mulighed for at stifte nærmere bekendtskab med forfædrenes gerninger. Lige fra skoleklasser på Skødstrup Skole til aktive pensionister. Der er vist ingen tvivl om, at det i sin tid også har været hårdt arbejde at anlægge vejen.

På Facebook-gruppen “8541 Skødstrup-Løgten” bliver der oprettet et opslag, hvor man kan melde sig til. Her vil man også kunne finde oplysning om tidspunkter mm.

Af Jette Westphal

Relaterede artikler

Vosnæsgaard
Historie

Den nye greve på Vosnæs

Selv om vi er mange, der jævnligt passerer forbi – og beundrer – det smukke Vosnæs Gods, er godsets generationsskifte nok alligevel gået hen over hovedet på de fleste. Det råder vi bod på her:

Arkæologerne ved Moesgaard Museum har gjort mange helt unikke fund i Skødstrup fra Jernalderen. Fundene daterer sig fra 250 f. Kr. til 250 e. Kr. og består af en komplet rækkelandsby, offermoser der indeholdt våben, hunde, et lig af en ung kvinde som var blevet ofret, smykker, lerkar m.m., gravpladser og bopladser.
Egnsarkiv

Historisk område indvies til foråret

Arkæologerne ved Moesgaard Museum har gjort mange helt unikke fund i Skødstrup fra Jernalderen. Fundene daterer sig fra 250 f.kr. til 250 e.kr. og består af en komplet rækkelandsby, offermoser der indeholdt våben, hunde, et lig af en ung kvinde som var blevet ofret, smykker, lerkar m.m., gravpladser og bopladser.