En cyklists martyrium – Skødstrup tur/retur

220902 Cykel på Grenåvej 05

Rikke Engbo Eskildsen cykler dagligt til Aarhus. Hun har beskrevet cykelturen på denne rammende måde:

Når man cykler fra Skødstrup mod centrum, skal man ikke have glas bag på cyklen. Et stykke tærte i en madkasse er heller ikke sagen. Det er smadret, langt før man når rundkørslen ved Carletti. Cykelstien (som i øvrigt er en uigennemskuelig blanding af cykelsti og fortov) er ét stort krater af huller og bump. 

Tag med mig på tur fra Rosenhaven og ud af byen, ind mod Aarhus. 

Når man skal dreje fra Rosenhaven og ud på Grenåvej, godter man sig altid en smule, når man skal dreje til højre, og ikke til venstre, som er mission impossible mellem kl. 7 og 8 på grund af den sindssyge morgentrafik i en by blottet for lyskryds. Lad os skynde os ned ad bakken og krydse skinnerne, inden bommene går ned. Hvilket de altid gør, når man har travlt. Vi når det, men pas på, vi skal lige lave et lille sving, så vi kører tværs over skinnerne, for ikke at glide i de regnvåde riller. Det bumper lidt.

Videre, pas på bussen, der holder ind, drej udenom det ødelagte asfalt hele vejen fra forsamlingshuset og ned lige før Frisør Julie, se efter fodgængere, der går meget snært på den del af banen, der (vistnok) er til os cykler. Kig dig tilbage, det går nedad og her, overfor kirken, hvor bussen holder ind, er det totalt crazy kørsel. Hold godt fast i styret, for nu flækker vi op og ned af huller, bump, ødelagt asfalt og afskallede hvide trafikstreger.

Rundkørsel og røven i vejret
Kig dig godt for. De utålmodige biler holder ikke altid tilbage. Videre. Her bag byens sidste busstoppested sætter vi lige farten en anelse ned. Der kan være voldsomt glat, sort is, og røven i vejret. Og det er så lige her, der ikke er flere gadelygter… Efter indkørslen til industriområdet sætter du din cykel i slalom-tilstand, for der er mange huller. Dog intet at regne i forhold til de kaskader af forhøjninger, der er på stien ned langs motorvejen.

220902 Cykel på Grenåvej 03
Overfor kirken, hvor bussen holder ind, er det totalt crazy kørsel. (arkivfoto)

Jeg håber, du har din gode forlygte på, for her er der heller ikke meget lys.

Pyha, nu er vi faktisk ude af Skødstrup. Er der stadig luft i dine dæk? Sidder din taske på bagagebæreren?  Nu er der ikke så meget at irritere sig over længere.

…Og hjem igen!
Ja, du skal jo hjem igen. Nu går det opad. Kør lidt ude i venstre side af cykel-gå-stien forbi Skødstrup Søndersø, for her er virkelig mange bump. Men pas lige på de hurtige cykler – du må trække ind til hullerne i højre side, for at cyklerne kan overhale. Op, op, op. Rundkørslen igen. Videre op, op, op.

Så, nu skal vi bare dreje op ad Rosenhaven… Vi skal lige vente til alle de biler, der holdt for toget, er passeret. Tålmodighed er en dyd. Nu! Skynd dig, vi kan lige nå det!

Endelig! Hjemme igen. Få pumpet cyklen, rettet dine briller og smidt tærtekrummerne ud. Så er du klar til turen igen i morgen. Rigtig, rigtig god tur.

Læs hele aprilnummeret 2024 på PDF

Relaterede artikler

Grenåvej-bakken-cykelsti
Trafik & veje

Vejfronten: to gode og en mindre god nyhed

Der er gode nyheder til både bilister og cyklister på Grenåvej i Skødstrup-Løgten. Den gode nyhed er, at Grenåvej vil få et pænere og ”bymæssigt” udtryk med flere fortovsfliser og chaussesten, og bilisterne får desuden et nyt slidlag allerede i år på en del af den lange strækning.

Trafik & veje

Ekstra spor i rundkørsler vedtaget

Bilisterne har efterlyst en ekstra vejbane – en såkaldt shunt – i snart mange år. Om morgenen starter kødannelsen nogle gange helt oppe ved Carletti, når de skal mod syd ad enten Grenåvej eller motorvejen. Fællesrådet har i flere år arbejdet for at få løst problemet og har banket Vejdirektoratet på dørene.

Cyklisterne må have tålmodighed med at få bedre cykelstier.
Trafik & veje

Intet nyt fra vejfronten

Det var meningen, at det første stykke af Grenåvej skulle have haft et nyt slidlag i år. Det kommer der ikke.
Det er heller ikke bombesikkert, at der sker noget med hverken vejbane eller cykelstier i 2024.
“Riget fattes penge”.