Søg
Close this search box.

Glæde ved at være frivillig på Rosenbakken

default image

Brugerrådets afgåede formand Jytte Christensen har været frivillig på Lokalcenter Rosenbakken i 10 år. En usædvanlig og spændende, frivillig indsats!

Jytte gik i skole i Brabrand, hvor hun tog realeksamen. Hun blev udlært i Sallings restaurant og giftede sig med en af kokkene. I 1975 flyttede hun til Skødstrup og arbejdede med smørrebrød i DSB’s restaurant. Fra 1978 var hun kantineleder på Skæring Skole, hvor hun var med blandt de første til at udvikle skolekantiner i Aarhus. Senere blev Jytte Christensen kantineleder i Sydbank. I 2007 gik hun på efterløn.

Stor frivillig indsats

Jobbene blev afløst af en stor frivillig indsats på Lokalcenter Rosenbakken begyndende som menigt medlem af brugerrådet fra 2008. I 2009 blev hun næstformand og året efter formand for brugerrådet. I de første år havde Aarhus Kommune flere medarbejdere, der tog sig af beboerne og servicerede dem med foredrag og forskellige aktiviteter. De blev sparet væk, og så lod man stå til for at se, hvordan det gik.

Brugerrådet så et behov for at tilbyde beboerne i de 18 ældreboliger og andre ældre i lokalområdet omsorg og forskellige aktiviteter.

Det lykkedes efterhånden at danne et stærkt og handlekraftigt brugerråd, som ydede en stor indsats i et godt fællesskab. Man oprettede i samarbejde med FOF en række spændende kurser og aktiviteter, som i dag har stor tilstrømning fra hele 8541-området. Derudover mødes rigtig mange borgere til patchwork, billard, sang, knipling, naturtræf, udflugter og traveture med mere.

De mange interessegrupper fylder lokalerne hver uge og der er skabt gode sociale netværk.

Brugerne skal trives

Brugerrådets formand Jytte Christensen tilskrives en stor andel i disse succeser. Jytte er et meget socialt menneske. Hun er åben og samarbejdsvillig. Hun har sine meningers mod og er vedholdende.

På lokalcentret er hun meget optaget af, at beboerne og andre, der bruger centret, trives og får et indholdsrigt liv. Jytte har som frivillig udviklet sig som leder og har mod til at stå op i større forsamlinger. Desuden har hun taget initiativ til arrangementer, der har samlet mange lokale borgere. Rosenbakken har bl.a. haft besøg af Thomas Kjellerup, Erik Grip, Richard Ragnwald, Cafe Kølbert og Dario Campeotto.    

Da kommunen ikke længere ønskede et brugerråd, fandt Jytte det passende at koncentrere sig om Rosenbakkens cafeudvalg.I flere år har hun sammen med andre sørget for, at de 20 beboere og andre ældre har kunnet hygge sig med veltillavet mad om søndagen, når personalet havde fri.

Jytte vil heldigvis fortsat være en væsentlig del af livet på Rosenbakken og mest koncentreret om cafeudvalgets arrangementer. Jytte trives som frivillig og bringer glæde og oplevelser til mange borgere, og hun skjuler ikke, at hun også selv har glæde af den indsats, hun gør.

Af Jens Garsteen

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (april 2018)

Relaterede artikler

Fra venstre ergoterapeut og vicechef Lotte Kirkegaard, Erik Søndergård Lions Skødstrup, ergoterapeut Julie Buchwald og fysioterapeut Ida Mateusiak
Senior

En stoleløfter til Kløvervangen

Lions Club har doneret en stoleløfter til Plejehjemmet Kløvervangen. Den aflaster personalet og hjælper borgeren.