Mens det regner heftigt i Tine Skou Pedersens have, sidder vi i et af hendes og mandens drivhuse og får en kop kaffe. Vi har ikke endnu fået kigget på hendes blomster, som hun binder bæredygtige buketter af, og som var anledningen til denne historie. Vi håber at regnen snart stilner af.
Drivhuset byder på flere slags agurker og tomater, og det samme gør det andet drivhus. Drivhusene er mest husbonden, Jens Bødkers, domæne.
”Han kan godt lide at ”producere” noget der kan spises, så tager jeg mig af blomsterne,” smiler Tine. Hun havde tænkt på at advare mig om, at hendes have jo ikke er ”pæn” i pysse-nysse-forstand, men fik det ikke gjort. Heldigvis! Haven på den 1000 kvm. store grund på Tagmosevej i Skødstrup emmer af dejlig uordentlighed, impulsivitet og kærlighed til alle vækster. Også skvalderkål. Den giver flotte frøstande.
Vi kan jo godt tale om, hvad der er en pæn have?
”For mig er det en frodig have. Jeg har ikke behov for at systematisere, og jeg kan godt håndtere kaos, i hvert fald udendørs!”
Insekterne blev vilde med haven
Tine Skou Pedersen er uddannet blomsterdekoratør, så kærligheden til blomster ligger i blodet. Men i de år hvor børnene boede hjemme var det nytteplanterne, der dominerede i haven.
”Jamen, jeg lavede jo så meget marmelade, at hverken vi eller børnene kunne nå at spise så meget. Så for tre-fire år siden begyndte jeg at fjerne nogle af bærbuskene, og hvor der nu var plads, såede jeg blomster i stedet. Jeg kunne hurtigt se, at insekterne blev fuldstændig vilde med det her sted. Det gav også liv til fugle, frøer og tudser – det følges jo gerne ad. ”
For Tine er det ikke nok at have bivenlige planter. De skal også have ordentlige levesteder, så i stedet for at klippe alting ned, opstod der flere steder i haven noget urskovsagtigt.
”Det er altså en fed fornemmelse. Vi fjerner næsten ingenting fra haven og producerer næsten alt den næring, som jorden har brug for. Om det er økologisk havebrug ved jeg ikke helt, for vi bruger lidt gødning, men den er organisk. Og i drivhusene har vi rovmider til at tage skadedyrene. Vi husker også at så efterafgrøder.”
Vi kan ikke blive ved sådan
Tine minder om, at det er der overhovedet ikke noget nyt i. Det er gammeldags dyder, der har vundet indpas igen.
”Vi kan jo ikke blive ved med konventionelt havebrug, transportere ting frem og tilbage og købe alting. Se bare på klimaet,” siger hun og peger på den drivvåde have. En ny kraftig regnbyge trommer på drivhuset.
”Jeg ved godt, at det er småt, hvad jeg udretter, men det er nu hvad jeg kan gøre, og det motiverer mig!”
Personlige buketter
Tine er ikke længere 100 % erhvervsaktiv. Det giver tid og frihed, og deraf er ideen om bæredygtige buketter dukket op. Hun overvejer, om konceptet også skal omfatte personligt begravelsesbinderi.
”Jeg har nogle gange pyntet kister og lavet personlige kranse og bårebuketter, og dem har jeg fået ros for. De er personlige i den forstand, at jeg har plukket blomster i den afdødes have eller brugt blomster, som den afdøde holdt af, og de pårørende kunne genkende personen i buketterne.”
”Det er vigtigt for mig, at det er blomster fra lokalområdet. Jeg kunne ikke drømme om at importere blomster fra Holland mv., hvor de er dyrket med masser af pesticider og under dårlige arbejdsforhold.”
Vilde valmuer
Hun fortæller en historie om, at hun plukkede valmuer på et nærliggende fællesareal til en boligafdeling, men manden, som passede arealet, ville hellere have græs end blomster – for dem havde han jo sået et andet sted.
”Jeg fortalte ham, at det vilde areal efter min mening var meget pænere end det anlagte havebed.”
Regnen er stilnet af, så nu er det tid til at se blomster og de planter, der gør sig godt i buketter. De vokser mange steder i haven. Der er skabiose, morgenfrue, japanske lygter, violfrøstjerne, røllike og en mængde andre, som jeg ikke lige nåede at få navnet på.
For ikke så længe siden bandt hun en række buketter og satte ud i en kasse på vejen, til salg for en billig penge under betegnelsen ”bæredygtige buketter”. De blev hurtigt solgt via Facebook og netværk, og folk efterspørger dem stadig. De er bundet samme dag som de er plukket, og de er fra Skødstrup.
Nu må vi se…
Hvis folk efter at have læst denne artikel vil erhverve sig en af Tines fine buketter, lyder meldingen:
”Ja, nu må vi se, hvordan det udvikler sig. Jeg er jo ikke så stabil, som en butik kan være, men nogle gange kan jeg godt binde på bestilling.”
Tine får den sidste bemærkning i denne artikel:
”Blomster KAN noget! De holder sig måske ikke i så lang tid, men det er heller ikke det, der er vigtigt. De kan formidle følelser og en historie.”
Tekst og foto Birger Agergaard
Læs flere artikler i her
