Kongeørn over Studstrup

En beboer i Siloetten i Løgten, Poul Andersen, var heldig en dag sidst i februar. Med sin kameralinse fangede han en kongeørn, som svævede i luften tæt ved Studstrup.

Kongeørnen er en anelse mindre end havørnen, men er mere sjælden. Mens Dansk Ornitologisk Forening i 2018 har optalt de store havørne til 375 eksemplarer herhjemme, var der kun 11 kongeørne. 10 af dem er registreret i Nordjylland og en enkelt i Nordsjælland.

En af dem susede forbi Studstrup den 24. februar.

”Vi så den nær Kaløvigskolen – Sanatorievej. Den lavede ikke noget specielt, men svævede majestætisk rundt med nogle enkelte bask med vingerne. Den var der ikke længe, men forsvandt med kurs mod Kalø Slotsruin,” fortæller Poul Andersen.

Han og hustruen var egentlig ikke på fuglekiggeri den dag. Poul havde fået en ny kameralinse og ville afprøve den nede ved vandet. Hustruen fik øje på ørnen, og Poul tog den ind i kameraet. De var ikke klar over, hvilken ørn han havde fotograferet, men det fandt han ud af senere.

Poul Andersen har interesseret sig for fotografi, siden han fik en Kodak i konfirmationsgave.

”Den blev opgraderet til mit første spejlreflekskamera, (Canon T70) da jeg blev student i 1987. Så jeg har brugt en del tid som amatørfotograf en stor del af livet,” fortæller han.

Af Birger Agergaard. Foto: Poul Andersen

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (april 2019)

 

 

Relaterede artikler

De tre shelters med bålpladsen i forgrunden. Billedet er et 200 graders panoramabillede, så hvis du i virkeligheden står med ryggen mod skorstenen, ser du ud over havet og omvendt. Det beboede shelter har, som det eneste, havudsigt. 
Børn og unge

Nye shelters med udsigt til havet og Mols Bjerge

Kaløvig Bådelaug har indviet tre nye shelters i den nordøstlige del af bådehavnen. Der har allerede været mange overnatninger i de store shelters, der hver måler 280 x 230 cm, og dermed har plads til fire-fem personer.

Sol, blå himmel og strand
Natur

Sommeren i 8541 bliver god

Bliver det varmere eller koldere end normalt og tørrere eller vådere end normalt? Her kan vi faktisk med rimelig sikkerhed pege i bestemte retninger.

Liv Gro Jensen (SF): Vi politikere kan godt påvirkes.
Energi og miljø

Flere mulige stopklodser for Vosnæs-møllerne

Før sommerferien holdt Foreningen mod Vindmøller ved Vosnæs et velbesøgt debatmøde, og der var fyldt godt op på både tilhørerpladserne og i panelet, hvor fem ud af de syv medlemmer af Teknisk Udvalg i Aarhus Kommune deltog.