Øv, der kom et læserbrev!

Vi melder pas! Vi kan ikke finde ud af det! Der kom et læserbrev på tværs!

Det er ellers mediernes opgave – på borgernes vegne – at spørge ind til det, som ikke umiddelbart giver mening. Måske har kommunen ret i, at elevtallet i Skødstrup flader ud de kommende år, så der alligevel ikke er behov for en ny skole eller en opdelt Skødstrup Skole. Men tallene ser altså mærkelige ud, fordi de går på tværs af befolkningsstatistikken og den store befolkningstilvækst som Løgten-Skødstrup har oplevet, og stadig oplever.
Derfor spurgte vi ind til dem hos kommunens planlægningsafdeling.
Svarene kan du læse på side 16. Eller rettere: vi fik ikke rigtig nogen svar. I hvert fald ikke svar nok til at kunne sige ”Nå, ja, kommunen har selvfølgelig ret, her er forklaringen.”
I stedet fik bladet at vide, at ”vi kommenterer ikke på læserbreve”. Det var da også ærgerligt, at en forælder på skolen satte sig til at grave i tallene, og derefter rejse en række spørgsmål. Vi bragte læserbrevet i september-nummeret.
Eller var det ærgerligt? Bestemt ikke, for nu har skolebestyrelsen taget sagen op og vil bede om et møde med børn- og unge-rådmand Thomas Medom (SF) for at finde ud af, hvad der op eller ned i sagen. Vi glæder os til at høre, hvad der kommer ud af det møde.
Kernen i sagen er: Det er utroligt vigtigt, at det reelle befolkningstal ikke kommer som nogen overraskelse for Aarhus Kommune. Nye børneinstitutioner og skoleudbygninger må og skal ikke panik-besluttes.
Vi har før set, at små børn måtte sendes ud af lokalområdet, fordi der ikke var kapacitet nok i børneinstitutioner. Og skolebestyrelsen har tidligere set, at kommunens beregninger ikke holdt stik.
Det kalder ikke på nogen gentagelse.

Af Birger Agergaard
Redaktør for lokalbladet 8541

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (oktober 2020)

Relaterede artikler

Ny i redaktionen: Majbrit Oddershede Pedersen
Foreningen 8541

Ny reporter forynger redaktionen

Majbrit Oddershede Pedersen fra Studstrup er ny i – og en betragtelig foryngelse af – 8541-redaktionen.
Lokalområdet, som vi bor i, er for hende at se det bedste mix, man kan forestille sig: midt i naturen, og alligevel tæt på Aarhus.