‘Det må kunne gøres bedre…..’

Falkeblikket inspicerede de vingeskudte fuglekasser i haven.

Snart lettede store ideer og visioner om … bedre fuglekasser!

Falkeblikket tilhørte Poul Bechager Pedersen fra Studstrup.

Han var nyslået efterlønner i 2006 – netop aftrådt ingeniør fra Terma.

Hans hustru Vibeke havde gennem årene sørget for fugleliv i haven. En livslang passion.

Og den altid virkelystne Poul kredsede straks om Vibekes fuglekasser med nye ideer.

 

De så sølle ud
”Jeg syntes dengang, at kasserne så noget sølle ud. Og rengøringen især var noget uhumsk,” fortæller han.

Poul skar igennem og designede en lille kasseformet indsats af pap, som kan monteres i de fleste fuglekasser.

Når fuglen har sendt ungerne fra reden og selv flytter ud, kan indsatsen blot tages ud og kasseres.

Derved undgås omstændelig rengøring, og eventuelle døde efterladte fugle og bakterier ryger let med ud.

Pip i pap – hurtigt, let og hygiejnisk.

Hvem må flytte ind?

”Som ingeniør synes jeg, at jeg næsten kan betragte det som et slags kald at forbedre ting. Og optimalt få et produkt til at opfylde flere formål.”

Så Poul duvede mod nye horisonter.

Registrerede navnet ‘Flexnest’ og designede en fuglekasse med hele otte funktioner.

Bl.a. har hans kasser en drejeskive med huller i forskellig størrelse – så bestemmer man selv, hvem der flytter ind.

Hullerne beskytter også mindre fugle i at blive overfaldet ‘i eget hjem’ af større glubske fugle.

Selv småfugle har en hakkeorden, selvom størrelsesforskellen er lille.

I starten snedkererede Poul selv – men for nogle år siden blev produktionen overgivet til en trævarefabrik.

”Der har været mange vingeslag for at nå hertil, hvor produktet er i dag. Men jeg konstaterer stor interesse for kasserne,” fortæller Poul.


Den ottende funktion?

Poul er en lun fyr, som holder af det rige fugleliv i haven – og livet i det hele taget.

Adspurgt om hvad den ottende funktion i fuglekassen er, svarer han med glimt i øjet:

”Man lukker låget op – placerer en god flaske rødvin i kassen – og vupti har man en dejlig gave til havemanden.”

Jeg takker Poul for interviewet, og da jeg går, hører jeg ham råbe efter mig over hækken:

‘Husk at drikke vinen, inden du hænger kassen op…”

 

FAKTA
Website: flexnest.com

Lokal forhandler: Naturligt Dyrefoder, Grenåvej, Løgten

 

Af Niels Dal. Fotos: Thomas Nykrog

Læs mere i 8541 -dit lokale blad feb 2018

Relaterede artikler

MC Tag kan nu klare 80 procent af sine opgaver inden for 10 kilometers radius. Her arbejder de på et tag ved Engskovgård.
Erhverv

Stort tagfirma samler det hele i Skødstrup

Efter 27 år med hovedkvarter i Kolind og mindre afdelinger i Risskov og Skanderborg har MC Tag nu samlet alle sine aktiviteter i Skødstrup. Her har virksomheden god plads og er kommet tættere på kunderne.

Anders Kovsted, Ejendomsmæglerfirmaet John Frandsen
Byggeri og bolig

2025 var et hedt boligår

Ved begyndelsen af 2025 var der omkring 100 boliger til salg i vores postnummer. Da året gik på hæld, var der kun 46.. ”Det har været et meget godt år for sælgerne i 8541,” fortæller Anders Kovsted,

Erhverv

Høgh har solgt, men slipper ikke bilerne

Efter 34 år er det ikke længere Henrik Høgh, der kører biler op på liften, når de skal repareres. Værkstedet er blevet solgt, men han slipper ikke bilerne helt. Henrik Høgh vil nemlig fortsat sælge biler gennem Høghs Bilsalg, der nu er en selvstændig virksomhed.