Skokædens motto: Sammen kan vi alt

Skohandlere fra Danmark og Norge er på besøg i Skødstrup og vælger vinterstøvler til den kommende sæson.
Skohandlere fra Danmark og Norge er på besøg i Skødstrup og vælger vinterstøvler til den kommende sæson.

Shoe-d-vision i Skødstrup er hovedkvarter for Skoringens butikker.
Her sidder 45 medarbejdere klar til at hjælpe skohandlerne til succes.

Af Jens Erik Rasmussen Foto: Thomas Nykrog

”Ingen kan alt,
alle kan meget,
sammen kan vi det hele”

Teksten står skrevet med store bogstaver på kontorvæggen bag Frank Siim Sørensen, der er administrerende direktør for Shoe-d-vision.

De 11 ord sammenfatter meget godt, hvad der er Skødstrup-virksomhedens formål.

Shoe-d-vision er nemlig moderselskab for 180 skobutikker i Danmark og Norge, hvoraf langt de fleste er en del af kæden Skoringen, som er Danmarks største og ældste på sit felt.
I Danmark har Skoringen 100 forretninger, mens antallet i Norge er 70. En halv snes skobutikker drives under navnet Zjoos.

Hovedkvarteret har adresse i Mod Skoven 12. Her sidder mere end 45 medarbejdere parate til at hjælpe de mange butikker med indkøb, it, markedsføring, uddannelse af medarbejdere, indretning af butikker med mere.

Kræfterne er samlet
Shoe-d-vision er et andelsselskab ejet af butiksejerne, der har slået sig sammen for at stå stærkere på markedet.

”Ved at samle kræfterne kan vi skabe de bedste betingelser for, at de enkelte butikker kan opnå succes. Det begyndte med, at man ønskede at udnytte fordelene ved fælles indkøb. I dag har det udviklet sig til en moderne detailkæde med fælles markedsføring, et mere ensartet koncept og en række servicefunktioner,” siger Frank Siim Sørensen.

Foto af Frank Siim Sørensen
”Vi får masser af ansøgninger og ikke har problemer med at tiltrække dygtige medarbejdere,” siger Frank Siim Sørensen, administrerende direktør i Shoe-d-vision.

Egen produktion
Hovedkvarteret rummer masser af kvadratmeter, og der er væsentligt mere plads, end medarbejderne bruger i det daglige. Det skyldes blandt andet, at man holder interne messer.

Da lokalbladet 8541 er på besøg hos Shoe-d-vision, summer det af liv i lokalerne, fordi en række skomærker og producenter som Vagabond, Rieker, Lloyd, Sketchers og flere andre på egne stande præsenterer de sko og støvler, som kommer på hylderne i løbet af 2025. Her kan butiksejerne i ro og mag se og mærke skoene og afgive bestillinger.

Udover de kendte brands får Shoe-d-vision også produceret egne mærker i Portugal, Tyskland, Indien og Indonesien. Kædens egne brands er Skofus, MiaMaja, Kool, Noë, Norrliv og Bugatti.

”Vi har de fleste kendte skobrands i butikkerne. Salget af vores egne mærker udgør cirka 20 procent,” siger Frank Siim Sørensen.

Sneakers er populære
I de senere år har kæden været igennem en fornyelse, så man har tilpasset sig til forbrugernes ønsker og behov.

For eksempel er der i mange af butikkerne etableret særlige afdelinger for sneakers, fordi denne skotype er i stor fremgang.

”Sneakers er vældigt populære. I dag kombinerer en del kunder for eksempel sneakers med jakkesæt, og sådan var det ikke for ti år siden,” siger Frank Siim Sørensen.

Sortimentet er også udvidet med tasker, kufferter, bælter og handsker, så man har varer på hylderne, der har en anden sæson end sko.

Shoe-d-vision står også bag udviklingen af skokædens webshop, og onlinesalget af sko er vokset betydeligt.

”På to år er det digitale salg femdoblet,” oplyser Frank Siim Sørensen.

Skokæden har også en kundeklub med næsten en million medlemmer, som modtager målrettet markedsføring og har en række fordele. Samlet omsætter butikkerne for mere end en milliard kr.


På lageret står blandt andet sko fra Shoe-d-visions egne brands.
På lageret står blandt andet sko fra Shoe-d-visions egne
brands.

Skødstrup ligger godt
Shoe-d-vision har haft hjemsted i Skødstrup i flere årtier, og selskabet er særdeles tilfreds med beliggenheden.

”I forhold til logistik ligger vi rigtig fint næsten midt i Jylland og med hurtig adgang til motorvej. Samtidig er det en god ting, at vi ligger tæt på Aarhus, som er hjemsted for store detailkæder som Salling Group, Jysk og Bestseller. Det er medvirkende til, at vi får masser af ansøgninger og ikke har problemer med at tiltrække dygtige medarbejdere.”

Ifølge Frank Siim Sørensen er det også en fordel, at Skødstrup er et attraktivt sted at bosætte sig. Omkring 20 af selskabets 45 ansatte bor i nærområdet.

Læs hele februarnummeret 2025 på PDF

Relaterede artikler

Restaurant Havrum, Egå Lystbådehavn
Erhverv

Mad i Barndommens Gade

Skødstrupparret Christina Hoffmann Lauridsen og Ole Toftdal er gået i restauratørfællesskab med Oles to søskende på Restaurant Havrum på Egå Lystbådehavn.
De tre søskende er opvokset i Egåområdet, og lidt pludseligt stod Oles bror Per med ideen om, at de tre søskende med partnere skulle drive restaurant sammen.

MC Tag kan nu klare 80 procent af sine opgaver inden for 10 kilometers radius. Her arbejder de på et tag ved Engskovgård.
Erhverv

Stort tagfirma samler det hele i Skødstrup

Efter 27 år med hovedkvarter i Kolind og mindre afdelinger i Risskov og Skanderborg har MC Tag nu samlet alle sine aktiviteter i Skødstrup. Her har virksomheden god plads og er kommet tættere på kunderne.

Historien om Kampehøjgaard i Vorre går flere hundrede år tilbage – nu er det kursussted for IT-professionelle.
Erhverv

IT-kursister på gammel gård i Vorre

Det ligner et paradoks, at en gammel gård midt i Vorre huser en moderne IT-kursusvirksomhed og har gjort det i nu 25 år. Kampehøjgaard har i et kvart århundrede været hjemsted for Jyllands-afdelingen af virksomheden SuperUsers, idet det første kursus blev holdt 2. januar 2000.