Vi har modtaget:
Af: Jakob Søgaard Clausen (DD), byrådsmedlem og medlem af Teknisk Udvalg
Det store solcelleanlæg, der er søgt om ved Studstrup, er blot et ud af 14 projekter om store solcelleanlæg, som Aarhus Kommune har modtaget ansøgning om. Endnu er der ikke sat nogen anlæg op i Aarhus.
Rundt om i Danmark er man længere, og her skæmmer store solcelleprojekter desværre. Borgermodstanden kan hurtigt blive stor, og der er eksempler på landsbyer, som er blevet lukket inde i sorte solcelleørkner, mens unikt dansk landbrugslandskab er gået tabt. Det ønsker Danmarksdemokarterne at undgå i Aarhus Kommune.
Aarhus Byråd har tidligere besluttet, at der skal opstilles store solcelleanlæg i kommunen. Derfor kommer vi ikke uden om solcelleanlæggene.
Men det skal ske med respekt og med inddragelse af lokalområderne. Anlæggene skal ikke sættes op, når lokalområdet er imod.
Det er muligt at sætte solceller op med opbakning
Måske tænker du, at det så ikke vil være muligt med store solcelleanlæg i Aarhus. Men det er ikke rigtigt. Erfaringer fra andre kommuner viser, at det er muligt at stille krav til udviklere, så der gives noget tilbage til lokalområdet, og så der på den måde sikres lokal opbakning. Herudover handler det om at finde de rette placeringer.
Jeg har læst høringssvarene til projektet ved Studstrup, og jeg har været med til det bykontor om solcellerne, som kommunen afholdt i november på biblioteket. Her snakkede jeg også med nogle af de bekymrede naboer. Det er tydeligt, at det nuværende projekt ved Studstrup ikke bør realiseres.
Beslutningsforslag om ny kurs
De mange gode inputs, jeg har modtaget, har givet mig inspiration til på vegne af Danmarksdemokraterne at stille et beslutningsforslag i byrådet om solcelleanlæg. Grundlæggende, foreslår jeg, at byrådet sætter retningslinjer op, som sikrer, at anlæggene placeres klogt. Det indebærer naturligvis, at de ikke skal placeres, så de går ud over boligområders udsyn over naturen.
Konkret foreslår jeg følgende principper:
1) Lokal opbakning er afgørende
2) Lokalt medejerskab og styrkelse af lokalområder
3) Bevaringsværdige landskaber med udkig friholdes
4) Biodiversitet
5) Rekreative muligheder
6) Respekt for god landbrugsjord og udnyttelse af tagflader
Forslaget er nu sendt til behandling i forvaltningen.
Vi skal være bedre til at lytte
Grundlæggende mener jeg og Danmarksdemokraterne, at vi i byrådet og i forvaltningen skal være bedre til at lytte til aarhusianerne. Vi skal lave projekter i samarbejde og ikke i modstand med lokalområder. Når der med projekterne i Studstrup kommer så mange negative høringssvar, så er det et udtryk for, at planerne ikke er de rette. De bør vi i byrådet være klar på at lytte til. Det arbejder jeg for.