Af Ditte Maria Andersen, børne/junior træner i Århus 1900 Inlinere
8541 fik i marts tre nye Danmarksmestre- denne gang er det i speedskating. De er samtidig søskende: Noah, Storm og Liv Andersen, og de bor i Løgten med mor Ditte Maria Andersen og far Michael Nielsen.
Inline Speedskating er hurtigløb på rulleskøjter. I Danmark har vi mange dygtige sportsudøvere inden for kategorien. Speedskating handler rigtig meget om teknik og fart. De ruller på specialdesignede rulleskøjter, som er designet til at rulle bedre og hurtigere end den almindelige inliner rulleskøjte.
Indenfor sporten findes der forskellige discipliner, som man kan dyste i. F.eks. sprint, linieløb, pointløb, udskillelsesløb og stafet. Fælles for dem er hastigheden. De bedste i Verden kører med hastigheder op til 60 km i timen. Inline speedskating er endnu ikke en disciplin i de Olympiske Lege og derfor er der flere af de dygtigste unge, der skifter til speedskating på is, der er med i de Olympiske Lege.
Måske har du set Noah (tv.) og Storm komme rullende i høj fart på stierne i sommermånederne? De oplever ofte, at folk stopper op og står og kigger. Der er nemlig fart på. De tre søskende, 13-årige Noah, 11-årige Storm og seksårige Liv fra Løgten bruger mange timer i rulleskøjterne hver uge og kører alle for klubben ’Århus 1900 Inlinere’.
Træner i Midtpunktet
Der findes flere speedskatingbaner rundt om i Danmark, og vi er så heldige at én af dem ligger i Aarhus. Her træner de forår, sommer og efterår. Men når det bliver for koldt og vådt, flyttes træningen indendørs. Midtpunktets Hal 2 har været rammen for konkurrenceholdet hele vinteren, hvor de har trænet sammen med holdkammerater flere gange ugentligt. Det kræver rigtig meget træning, da det er en meget teknisk sport. Derfor skal der bruges mange timer i skøjterne hver uge. Målet for de tre var klart fra sæsonstart, og de har trænet benhårdt op til DM i marts.
Guldmedaljer i 10 discipliner
DM i indendørs speedskating afholdes hvert år. I år i Hjørring lykkedes det dem alle tre at komme på podiet med guldmedaljer om halsen.
Liv på bare 6 år vandt guld i alle tre discipliner for de 7-8 årige, Storm vandt guld i alle fem discipliner for de 11-12 årige, og Noah vandt guld i to discipliner for de 13-14 årige. Det siger måske sig selv at konkurrencen bliver hårdere i takt med alderen, fordi feltet så består af flere og flere eliteløbere, som satser benhårdt på sporten. Konkurrencen fra de større klubber på Sjælland er stor, og mange sigter mod at blive udtaget til landsholdet.
Udover træningen i Midtpunktet, træner de også indendørs hver uge i Skørping og Aalborg. Noah og Storm er desuden optaget på Talenttruppen hvilket betyder mange træningsweekender rundt om i landet. Talenttruppen består af de hurtigste 10-18 årige speedskatere fra klubber over hele landet. For Noah og Storm er disse træningsweekender helt fantastiske. Venskaberne dyrkes på tværs af klubberne. Og selv om der er fokus på træning er der også plads til leg og socialt samvær.
Klar til løb i udlandet
Med guldmedaljerne om halsen er de tre søskende klar til årets udenlandske løb. Nationer som Holland og Tyskland har større tradition for speedskating, så naturligt nok finder mange internationale løb sted i disse lande. Til disse løb er konkurrencen benhård, idet de bedste løbere fra lande som Australien, Columbia, Brasilien, Italien, Frankrig, Portugal, Tyskland og Holland deltager her. Selvom nerverne hænger udenpå tøjet, og man kan blive ramt af al den ståhej, vi ikke kender fra Danmark, så synes alle tre det er sjovt at konkurrere mod de andre lande. Vennerne fra de andre klubber er jo med, og der heppes og råbes for fuld udblæsningen.
- Har man lyst til at løbe på rulleskøjter i klubben, så kan man skrive til a1900bestyrelse.inlinere@gmail.com
- Eller læs mere på www.aarhus1900inlinere.dk