Vagtskifte i Fakta

Den 28. oktober var der vagtskifte i vores lokale Fakta. Paw Henriksen sagde farvel efter godt fem år, og Christian Friis Frost trådte til som ny butikschef.

Paw Henriksen nåede i løbet af de fem år, han var butikschef i vores lokale Fakta, at blive usædvanligt afholdt og respekteret. Kunderne satte pris på, at der altid var rent og pænt og friske varer på hylderne, selv på helligdage, hvor andre supermarkeder holder lukket, og kunderne derfor flokkes om Fakta.

De 22 ansatte satte ikke mindst pris på hans menneskelige egenskaber, og det var med til at give den gode stemning i butikken. Sarah Herrik blev ansat som ungarbejder, da butikken åbnede 14. november 2013. Hun er der stadig, er i dag lukkeansvarlig og husker tilbage, ”Den første tid var svær. Den første butikschef holdt hurtigt, så kom der en ny, og det var ikke bedre. I april 2014 kom Paw så, og han har bare været god. Vi har simpelthen været som én stor familie i forretningen lige siden.”
Den gode ledelse har ikke overraskende sat sit præg på bundlinjen. Med Paw ved roret blev omsætningen fordoblet uden andre ændringer end, at der blev ansat yderligere 1,5 medarbejdere. Butikken i Skødstrup adskiller sig fra de fleste andre Fakta’er ved, at kunderne køber betydeligt mere ind under hvert besøg end gennemsnitligt for kæden.

191028 Fakta farvel til Paw 2
Alt har sin pris
Desværre betød succesen, at Paw måtte holde. ”For at være helt ærlig, så kan jeg fysisk ikke holde til det længere,” forklarer han. ”Jeg er blevet 51 og der er simpelthen grænser for, hvor mange varer, jeg kan holde til at lægge på plads hver dag, og som konkurrencesituationen er i dag, kan man jo ikke bare ansætte nye medarbejdere.”
Jeg spørger til hans ugentlige arbejdstid. ”Hmm, nu skal jeg passe på,” siger han, ”men det er nok over 50 timer!” De omkringstående medarbejdere kigger på hinanden og er ved at falde om af grin. Paws arbejdstid er nok en hel del over de 50 timer, og det er ikke alle ferier, han har nået at holde.
Det konstante arbejdspres bidrog allerede tidligt til at koste Paw ægteskabet, så nu skal der satses på privatlivet, ikke mindst på de to voksne børn på 23 og 26. ”Jeg har valgt at sige op i Skødstrup og er blevet butikschef i Fakta i Ebeltoft. Den har et mindre butiksareal og en lavere omsætning.”
Ny mand på posten

Ny butikschef i Fakta Skødstrup er Christian Friis Frost, der med sine 27 år er omtrent halvt så gammel som Paw. Christian har arbejdet sig op fra at være flaskedreng til at have været først souschef og siden butikschef i Fakta i Dytmærsken i Randers. Nu er han skiftet til den større forretning i Skødstrup. Christian har sine prioriteringer klar: ”Jeg vil arbejde på, at det fortsat er attraktivt at handle i den lokale Fakta. Kunden skal være i fokus, og jeg vil have fokus på ferskvarer, økologi og fortsat gøre det relevant at handle stort i Fakta.”

Tekst og foto Thomas Nykrog

Læs mere i 8541 -dit lokale blad (december 2019)

Relaterede artikler

Erhverv

Høgh har solgt, men slipper ikke bilerne

Efter 34 år er det ikke længere Henrik Høgh, der kører biler op på liften, når de skal repareres. Værkstedet er blevet solgt, men han slipper ikke bilerne helt. Henrik Høgh vil nemlig fortsat sælge biler gennem Høghs Bilsalg, der nu er en selvstændig virksomhed.

Kasper Jakobsen tilbringer en stor del af arbejdsdagen i studiet, hvor videoerne optages.
Erhverv

Ro i maven som aktieinvestor?

Ingen ved, om der i morgen udbryder en ny finanskrise, heller ikke 36-årige Kasper Jakobsen fra Jadevej i Skødstrup. Han lever ellers af at fortælle om aktier, hvordan de udvikler sig over tid, og hvordan man kan undgå at begå alt for mange fejl som investor.

Djurslands Bank lukker ikke filialer, sådan som visse store banker gør. Men Jimmi Skovs team fordeler tiden mellem Hornslet og Skødstrup.
Erhverv

Djurslands Bank vil være synlig

Det er en rigtig Skødstrup-dreng, der er blevet filialdirektør i Djurslands Bank. Jimmi Skov har boet i byen i et par årtier, han er kasserer i Skødstrup Sports Forening, aktiv i den lokale dartklub og levende interesseret i byens liv. Og så bor han kun et par stenkast fra bankens filial på Grenåvej i Skødstrup.