Vosnæsmøllerne kommer

Alt tyder på, at der om nogle år vil blive rejst tre vindmøller ved Vosnæs, med en totalhøjde på 150 meter. Kritikere rejser tvivl om beslutningsgrundlaget, men efter det seneste møde i teknisk udvalg er der flertal i byrådet for at tillade møllerne, som også omfatter tre i Kasted og mindst to på industrihavnen i Aarhus.

Når dette læses, har kommunens såkaldte VE-temaplan for placeringsmuligheder for vindmøller og solcelleanlæg været i byrådet og er ret sikkert blevet vedtaget af Socialdemokratiet og venstrefløjen.
Begge fløje er stort set enige med hensyn til placering af solcelleanlæg efter, at Teknik og Miljø har lovet at være mere præcise i areal-udpegningerne.
På vindområdet har kritikere på den borgerlige fløj kaldt det symbolpolitik, som ikke batter meget i forhold til havvindmøller og solceller, som begge giver meget mere strøm. Men resten af byrådet vil have både sol og vind – og peger på, at når Vestas har hovedsæde i Aarhus, vil det være på sin plads at kunne vise firmaets gæster nogle vindmøller i kommunen.

Med til at bane vejen for beslutningen er nogle beregninger over, hvor meget strøm, der kan hentes ud af møller på havnen og ved Vosnæs. Beregningerne kommer fra EMD International, som har angivet, at hver mølle ved Vosnæs kan producere 14,1 GWH – eller strøm nok til over 3000 husstande.

”Det kommer ikke til at ske”
En af de lokale kritikere af VE-planen er Steen Carstens, der bor i Studstrup og er servicechef i danmarks største udbyder af grøn energi, som ejer og driver vindmølleparker, især på havet. Da han hører, at der regnes med godt 14 gigawatttimer pr. mølle ved Vosnæs, vurderer han at det er meget optimistisk:
”Ja, det kommer med stor sandsynlighed nok aldrig til at ske!
Den bedst producerende vindmølle, vi har på den vestligste placering i Nordsøen 90 km fra land, giver 15 gigawattimer. Derude blæser det mindst 10 meter i sekundet i 300 dage om året, og det vil ikke ske ved Vosnæs. ”
Offshore vindmøllerne er dog lavere med en totalhøjde på 130 meter, da det ikke er så nødvendigt med stor rotorhøjde på havet.
Ifølge Steen Carstens er det urealistisk at forestille sig, at hans firma ville arbejde med placeringer på havnen og ved Vosnæs:
”Det ville kræve 5-10 års vindanalyser på placeringerne, og det er ikke sket her. Efter min mening skal møllerne ud på havet, eller i det mindste skal man gøre som Tyskland, hvor solcelleanlæg og mange vindmøller placeres ved motorvejene.
”Det er volumen, der skal til,” siger Steen Carstens.

Af Birger Agergaard

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (dec 2020)

Relaterede artikler

220902 Cykel på Grenåvej 02
Trafik & veje

Cykelsti udskudt igen-igen

”På cykelstien langs Grenåvej oplever vi, at skolebørn vælter som følge af huller og ujævn belægning. Samtidig passerer omkring 4.000 biler dagligt over Bytorvet, med mærkbare bump, en generel oplevelse af utryghed i trafikken og skader på bilen. …Vi vil derfor gerne invitere dig til et møde, hvor vi sammen kan gennemgå forholdene og drøfte mulige løsninger.”

Her er den næsten færdige udformning af byggeriet. Lokalplanforslaget ventes at gå i offentlighedsfase efter sommerferien.
Attraktivt bymiljø

Sådan – næsten – ser ny bymidte ud

Lokalplanen er ikke klar endnu til høringsfasen, men det er så tæt på, at man nu kan se, hvordan den nye bymidte i Løgten vil tage sig ud.

Næsten! For skitsen her på siden er ikke nødvendigvis den endelige. Byplanlægger og arkitekt Lene Damgaard, Aarhus Kommune, understreger, at det er en skitse, som kan bruges til at danne sig et indtryk af, hvordan området kan udvikles.