Borgerprotester mod ny mobilmast

Kort over plan for opstilling af mobilmast
Mobilselskabet 3 vil placere mobilmasten her på Ny Studstrupvej, tæt på Studstrups fodboldbaner.

Af Birger Agergaard

For to år siden afværgede borgerne i Studstrup en 36 meter høj mobilmast midt i Studstrup. Aarhus Vand, som ejer grunden, trak simpelthen sin støtte væk efter borgerhenvendelser.

Ny forsøger mobilselskabet 3 igen. Denne gang uden for selve byområdet, nemlig på Ny Studstrupvej, op mod fodboldbanerne. På de to år er højden på gittermasten i øvrigt steget fra 36 til 48 meter.

Men også det nye forslag er upopulært hos borgerne – i hvert fald at dømme efter en afstemning på Facebook. Nogle kunne godt acceptere placeringen, men et flertal af de godt 100 var imod.

I debatten blev blandt andet fremhævet:

”Vi har ikke problemer med mobildækningen. Og de andre mobilselskaber har sat master op på Studstrupværkets kedelbygning – så det kan 3 jo også bare gøre.”

Forslaget om Studstrupværket var også fremme i debatten for to år siden. Da gav 3’s tekniske direktør, Kim Christensen, et noget undvigende svar på det spørgsmål. Han svarede, at en placering på Studstrupværket vil give en mangelfuld dækning. Han sagde i øvrigt også, at andre mobilselskaber gerne må bruge 3’s mast.

Forslaget er i skrivende stund i høring hos Aarhus Kommune, og Studstrup Borgerforenings formand Louise Gjerlev Jensen har med sin bestyrelses godkendelse indgivet denne kommentar:

”Som formand for Borgerforeningen i Studstrup ønsker jeg på vegne af borgerne at gøre indsigelse mod opførelsen af en gittermast ved boldbanerne i Studstrup. Borgerne i Studstrup oplever ingen problemer med dækning på mobilnetværket og føler derfor intet behov for mobilmasten. Andre mobilmaster fra andre udbydere benytter Studstrupværkets bygninger til dette formål, og vi henviser til denne mulighed.”

Høringssvaret nævner også bekymringer for strålinger, som den nærliggende integrerede institution ”Studsen” kan blive udsat for.

Læs hele oktobernummeret 2023 på PDF

Relaterede artikler

Energi og miljø

Nok se, men ikke høre?

Sidst i september var der borgermøde i Skødstrup om et kommende luft-til-vand-varmeumpeanlæg. Deltagerne, der tog ordet, var ikke begejstrede.

Energi og miljø

Jo, der er masser af fugle ved Vosnæs

Spørg Hother Hennings om fugle- og dyreliv ved Vosnæs, og du får svar. Han er naturvejleder, indehaver af Aros Adventure og amatør-ornitolog, og han bor et langt stenkast fra, hvor der planlægges vindmøller.

Kasper Jakobsen tilbringer en stor del af arbejdsdagen i studiet, hvor videoerne optages.
Erhverv

Ro i maven som aktieinvestor?

Ingen ved, om der i morgen udbryder en ny finanskrise, heller ikke 36-årige Kasper Jakobsen fra Jadevej i Skødstrup. Han lever ellers af at fortælle om aktier, hvordan de udvikler sig over tid, og hvordan man kan undgå at begå alt for mange fejl som investor.