Reportage og foto: Majbrit Oddershede Pedersen
Regnen falder ned i stride strømme. Men selv i gråvejr er Vosnæsgård et imponerende syn. Man kan tydeligt mærke historiens vingesus, når man kører ned ad den lange indkørsel, hvor ikke et eneste stykke grus ligger forkert.
Ved en af de mange indgange til godsets hovedbygning står Kristian Knuth og venter. Han byder velkommen og foreslår, at vi starter ude i køkkenet og får os en kop kaffe.
”Skal jeg egentlig kalde dig greve? Eller hvordan. For det er jo det du er.”
”Det er selvfølgelig vigtigt i forhold til tradition og historie, så jeg bruger det selv, når jeg underskriver vigtige dokumenter. Men ellers ikke. Det med titler har hverken jeg eller mine forældre gået så meget op i.”
Men 40-årige Kristian Knuth er en vaskeægte greve og godsejer. Det er for alvor gået op for ham det sidste år, hvor der er sket store og smertefulde forandringer på Vosnæs..
”Sidste sommer fik min far adskillige blodpropper i hjernen og var indlagt i lang tid. Nu har han fået vaskulær demens. Han mistede masser af muskler under sin indlæggelse og sidder nu i kørestol.”
Siden 1978 har Kristians far – Grev Adam Knuth sammen med sin kone grevinde Ann – drevet Vosnæsgård og de 425 hektar landbrugsjord og 300 hektar skov, der omkranser de prægtige bygninger. Men nu bor den gamle greve ikke længere på sit elskede gods.
”I starten var vi indstillet på, at far skulle passes og plejes herhjemme, selvom han var kommet i kørestol, og det ville han også helst selv. Men før sommerferien måtte vi erkende, at det ikke længere kunne gå. Det var selvfølgelig svært for far at skulle flytte fra godset.”
Grev Adam Knuth bor nu på et lokalt plejehjem. Det bedste for alle parter, fortæller den nye greve på godset. Men det er tydeligt, at Kristian er mærket af situationen.
”Det går fint med ham det nye sted. Der er sødt personale og gode naboer. Han er begyndt at vænne sig til det. Jeg besøger ham hver anden dag og fortæller ham, hvad der sker her. Han vil stadig gerne følge med.”
Inde i det røde køkken har Kristian fået selskab. Af sin mor, grevinde Ann. Hun lytter stille med, mens hendes søn fortæller om savnet til sin far. Pludselig ringer Kristians mobil. Det er den gamle greve, der ringer fra plejehjemmet. Kristian tager den og snakker stille med sin 73-årige far. Imens sætter Grevinde Ann ord på de sidste par måneder.
”Det er jo en stor sorg at miste. Ligegyldig om det er på den ene eller den anden måde. Så det hjælper, at der er en masse at tage fat på. Og jeg synes, at Kristian klarer det enestående.”
Min arv forpligter
Kaffen er drukket, og vi rejser os. Kristian vil gerne vise rundt i sit barndomshjem. Det der nu er blevet hans eget.
Vi starter i den store spisestue. Hele vejen rundt om det enorme spisebord hænger der portrætter af Kristians forfædre. Grever og Grevinder.
”Du skal vel også op at hænge på et tidspunkt? ”
”Ja. Det skal jeg. Men jeg har endnu ikke fundet ud af hvor. Jeg har ikke så travlt med at få malet et portræt af mig. Det hele er så nyt. Jeg er først ved at lande.”
For enden af stuen hænger Kristians farmor og farfar.
”Det var en anden tid. Folk titulerede dem ”greve” og ”grevinde” og var dis. Familien Knuth har boet på Vosnæsgård siden 1869.”
Selvom Kristian er adelig, har han har aldrig følt sig som noget specielt. Han gik på Skødstrup Skole, som alle sine kammerater Nogle andre unge adelige tager gymnasiet på Herlufsholm. Men ikke familien fra Vosnæs, og Kristian var glad for tiden på Aarhus Købmandsskole. Efter sin gymnasietid i Risskov skulle Kristian finde ud af, hvilken retning han skulle gå. Det oplagte ville være at uddanne sig til landmand. Ligesom hans far havde gjort.
”Far spurgte mig, om jeg ville det samme som ham. Men jeg havde ikke lyst, så det accepterede han. Jeg startede i stedet på statskundskab. Jeg har aldrig følt et pres fra ham i forhold til uddannelsesvalg eller det at skulle overtage godset. I 2014 valgte han at forpagte vores landbrugsjord ud, så jeg ikke skulle stå med den store opgave, når generationsskiftet kom på et tidspunkt.”
I 2016 valgte Kristian at flytte til København. Komme væk fra arven, inden den på et tidspunkt skulle fylde alt. Han fik job i forvaltningen i Københavns Kommune og nåede at arbejde der i otte år, før hans far blev syg.
”Jeg er så glad for, at jeg nåede at få de år. Jeg havde ligesom brug for at bevise, at jeg kunne noget, også udenfor familievirksomheden. Ofte tænker folk, at arvinger kommer let til ting, fordi vi jo arver. Så det var vigtigt for mig at bevise, at jeg kunne klare mig selv.”
”Savner du aldrig København?”
”Jo, det gør jeg da. Jeg havde de bedste kollegaer. Og hvis jeg skal være ærlig, så har det nogle gange føltes lidt ensomt pludselig at gå fra at have 80 kollegaer til pludselig at være her. Jeg har selvfølgelig ansatte og så min mor. Men det er lidt noget andet.”
”Har du aldrig haft lyst til at sige nej tak? Ikke overtage alt det her?”
”Nej. Et gammelt mundheld siger, at ”adel forpligter”. Jeg kan mærke, at det at føre arven og det her sted videre betyder utroligt meget for mig. Jeg er blot forvalter af en familieejendom, én del af en lang kæde. I vores familie lever vi lidt efter devisen, at man skal stræbe efter at efterlade godset i bedre stand, end da man overtog det. Det føler jeg også, at jeg skal leve op til.”
Mor er en vigtig støtte
Kristians mor er med på vores rundtur i hovedhuset. Grevinde Ann fortæller, at de ikke bruger alle rummene, og konkluderer med et smil:
”Så kunne jeg jo ikke lave andet end at støvsuge.”
Vi går gennem en stor stue. Her er lunt og varmt. Blandt de antikke møbler står der kasser med legetøj og i hjørnet et fjernsyn og nogle behagelige stole. Kristian Knuth forklarer:
”Jeg har to små niecer. Min lillesøster og hendes familie bor i min bedstemors gamle hus lidt oppe ad vejen. Jeg har selv ikke en familie endnu, så det betyder meget at have dem tæt på.”
Så det er også her i de her stuer, at I har leget som børn?
”Ja det er det. Mange andre steder åbner man op for, at besøgende kan komme ind og se selve boligen. Det har vi ikke gjort her. Og sådan vil jeg gerne have, at det bliver ved med at være. Det er vigtigt at have noget privat. Hvis vi åbner op, skal det ikke føles som et ”tivoli”, men som et rigtigt hjem.
”Hvad har du ellers af planer for fremtiden?”
”Jeg skal have min egen familie. Sørge for at det her sted føres videre.”
At stå i spidsen for et gods og 300 hektar skov er et fuldtidsarbejde. Derudover hører der 28 lejemål til godset, som Kristian nu også har fået ansvaret for. Modsat landbrugsjorden er skovene omkring Vosnæs ikke forpagtet ud. Kristian driver skoven i samarbejde med en professionel skovfoged. Han har også to fuldtidsansatte, og så er der hans mor.
”Heldigvis har jeg hende og mine gode medarbejdere. Min mor er en stor støtte. Hende kan jeg læsse af på. Hun har så meget viden om alt.”
På sigt skal Grevinde Ann flytte ind i en af godsets andre boliger, men i den omvæltning som familien står i lige nu, har Kristian brug for hende tæt på. Og hun ser, at hendes søn udvikler sig dag for dag.
”Hvordan synes du, at Kristian håndterer det hele?”
”Han gør det godt, selvom det hele er så nyt. Kristian er god til at snakke med mennesker, og det er vigtigt. Han har en positiv indstilling til alt.”
Vi slutter i hovedbygningens sidste store stue. Trods regnen udenfor strømmer lyset ind ad de mange vinduer. Udsigten ud til godsets park er storslået.
”Er det dine medarbejdere der slår græsset?”
”Det gør jeg da selv.”
”Så en greve kan godt slå græs?”
”Ja. Det er dejligt at køre rundt. Så kan man nå at tænke en masse.”
”Føler du dig nogle gange tynget af at have overtaget noget så stor, der har betydet meget for din forfædre?”
”Jo. Det gør jeg da. Hver dag, At drive stedet er et stort ansvar, og jeg vil gerne gøre det ordentligt og rigtigt. Det har været mine forfædres lod i livet at passe på stedet. Nu er det mit lod. Og jeg vil sørge for, at det bliver ved med at være i familiens eje. Også efter mig.”
”Savner du din far?”
”Det gør jeg selvfølgelig. Jeg savner ham og hans erfaring. Men jeg har været i god ”mesterlære” hos ham, og nu skal jeg selv finde min måde at gøre det på.”
