ED fylder taget op med solceller

Af Birger Agergaard foto Thomas Nykrog

Hvorfor ikke udnytte de store tagflader på virksomheder, boligblokke og offentlige bygninger – frem for at bruge god landbrugsjord?

Sådan har mange spurgt i den grønne debat. Luftfotos viser, at det er meget få tagflader, der har fået monteret solceller. Det kan der være mange grunde til:

  • Bygningernes højde er udnyttet til lokalplanens maksimum. Skal der monteres solceller, kræver det fornyet lokalplanlægning og høring
  • Mulig indsigt fra naboer – flere nabohøringer
  • Hvis solcellerne skal producere el til andre end virksomheden eller boligblokken selv, skal der oprettes et særskilt energiselskab – kompliceret!
  • Investering i solcelleanlæg kan ikke betale sig på kort sigt

Skødstrups store virksomhed, ed A/S, er fra starten planlagt til at være bæredygtig, og man har fra starten taget højde for alle de tekniske udfordringer, forklarer teknisk direktør Rasmus Flindt:

”Vi har haft solceller på taget fra starten, og her i maj har vi fået monteret flere paneler, så vi kan dække en tredjedel af energiforbruget med solceller. Det er stort set hvad der er plads til på taget.”

Vi kommer højere op
Nogle vil mene, at det ikke er nok kun at gøre en tredjedel af jeres energiforbrug grønt. Hvorfor ikke stile højere?

”Det er også vores strategi, men flere ting gør, at vi ikke kommer højere op lige nu. Hvis f.eks. halvdelen af forbruget kom fra solceller, så vil vi producere ”for meget” om natten og i weekender, og som reglerne er i dag, ville vi sende overskuddet ud i nettet uden at få noget for det. Vi har overvejet at få batterier til at gemme strømmen, men økonomien til det hænger ikke sammen endnu. Anlægget er forberedt til batterier, så det kommer på et tidspunkt,” siger Rasmus Flindt.

Desuden skal der udvikles mere energieffektive solceller, før der er plads nok på taget til en højere produktion.

ed A/S har et relativt højt elforbrug, blandt andet til luft-til-vand-varmepumpen, som opvarmer virksomheden. Desuden er der 11 ladestationer til el- og hybridbiler. Den tekniske direktør forklarer, at det er strategien, at i 2030 kører virksomheden udelukkende med el- og hybridbiler, foruden at de ansatte skal kunne lade deres egne biler op.

Kunderne efterspørger grøn profil
Kan alt det her ”betale” sig i dag, eller er det mere langsigtet?

”Lige nu gør de høje elpriser, at der er under fire års tilbagebetalingstid på solcellerne, så det kan godt betale sig. Men ellers er det en langsigtet strategi. ed er miljøcertificeret efter den internationale standard ISO 14001 og efter Dansk Standard 49001, og den mere grønne profil er vigtig for os at arbejde hen imod. Virksomhedens kunder efterspørger den også, og tilsvarende prioriterer ed A/S også leverandører, der arbejder mod at blive bæredygtige,” siger Rasmus Flindt.

Ingen fjernvarme
Da ed A/S og de andre virksomheder etablerede sig i den nye udstykning ved rundkørslen, kunne de i øvrigt ikke få fjernvarme, som naboerne ind mod Skødstrup ellers har. Ifølge Rasmus Flindt var begrundelsen, at det var for dyrt at føre rør ned til området, da der var langt til nærmeste forbindelsesrør.

Derfor valgte ed A/S at opvarme virksomheden med varmepumpe.

Læs hele juninummeret 2022 på PDF

Relaterede artikler

Walk for flagalleen
Erhverv

Godt gået!

En af Danmarks længste flagalleer!
Flagalleen i Løgten-Skødstrup er stiftet i 1970 som en underafdeling af den daværende Løgten-Skødstrup Borgerforening.
Kristi Himmelfartsdag deltog ca. 100 8541-borgere i en fælles “Walk” for at samle til vores allesammens flagallé.

Erhverv

Julie vandt sølv ved EM i ”Skills”

23-årige Julie Victoria Schier Kirkegaard er bagerlærling hos Bageriet Løgten og har i september deltaget i sit fags europamesterskaber i ”Skills”. Det blev en stor og uforglemmelig oplevelse. Julie vandt sølv – bare ét point fra guldet!

Line bager hjemme i sit eget køkken-alrum, men kan også stå med mindre opgaver i det tidligere bryggers, der nu også er indrettet til bagning.
Erhverv

Piece of Cake

I bageværkstedet Piece of Cake står ejeren Line Vale Cruz. Det ligger i et stort hus på Fruenseje, og her bager Line kager på stribe. Det eneste, de har tilfælles, er at de er forskellige. Udseende, form og smag aftaler Line fra gang til gange med kunden, og set i det lys er det yderst rimeligt, at fx en pænt stor, personlig lagkage til ti kan fås for 400,- Der er ikke en egentlig butik. Man henter kagen ved døren eller får den bragt mod betaling.