Motorvejen er blevet en plage

Vosnæsparken i Løgten er et af de steder, hvor beboerne plages af støj fra motorvejen. Thorleif Hansen og Tove Sørensen står på Thorleif og Bente Hansens terrasse, og hvis billedet her havde lyd, vil det være tydeligt for enhver, at ”afslapning på terrassen” er en illusion.
Vosnæsparken i Løgten er et af de steder, hvor beboerne plages af støj fra motorvejen. Thorleif Hansen og Tove Sørensen står på Thorleif og Bente Hansens terrasse, og hvis billedet her havde lyd, vil det være tydeligt for enhver, at ”afslapning på terrassen” er en illusion.

Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog

”Ja, vi har jo tog i forhaven og motorvej i baghaven…”

Tove Sørensen fra Vosnæsparken i det nordligste Løgten siger selv, at det er ment humoristisk, for der er trods alt lidt afstand, og letbanetoget høres kun, når det jævnligt suser forbi.

Men så hører det morsomme også op. Motorvejen er blevet en plage, især efter, at Vejdirektoratet i 2021 satte den maksimale fart op fra 110 til 130 kilometer i timen. Tove, der er formand for de 30 medlemmer af andelsboligforeningen Havblik, siger:

”De 110 kan de fleste nok leve med, og motorvejen var her da også, inden vores boliger blev bygget i 2004. Men de 130 kilometer i timen har gjort, at lydniveauet føles meget højere. Vi har soveværelse ud mod motorvejen, og vi kan slet ikke have vinduerne åbne fra omkring 5.30 om morgenen.”

Tove Sørensen fortsætter:

”Vi bor endda ikke tættest på motorvejen. Dem, der bor i første række ud mod motorvejen, døjer meget med støjen.”

Hun suppleres af Thorleif Hansen, der netop har terrasse ud til motorvejen. Selv om han er hørehæmmet og benytter de bedste og dyreste høreapparater, er støjen en direkte plage:

”Støjen går ind i elektronikken, så det er som om vinden suser i apparatet hele tiden. Jeg kan faktisk ikke leve med det og har lyst til at flytte herfra. Vi kan jo ikke sidde herude på terrassen, og fugle kan vi slet ikke høre.”

220803 Trafikstøj ved Vosnæsparken 4 sh

Det er ikke kun en fartdæmpning, der skal til. Thorleif Hansen peger også på støjværn og en bedre asfalt.

Som et fast lydtæppe
Når det blæser kraftigt fra vest, kan man ikke høre motorvejens larm, men ved mere vindstille eller vind fra andre retninger virker larmen som et fast lydtæppe. Tove Sørensen har fulgt med i debatten om vedvarende støj, som kan være sundhedsskadeligt, også ved lavere niveauer end først antaget.¨

”Der skal gøres noget, og jo flere vi er, som siger dette, jo bedre kan vi få noget igennem hos
Vejdirektoratet. Det er jo latterligt, at der kun kan spares et minut på strækningen ved den højere fart, og med energikrisen vil det kun være godt, hvis folk skal sætte farten ned.”

Ifølge Tove Sørensen og Thorleif Hansen er der flere ting, som Vejdirektoratet kan gøre. Ud over at sætte fartgrænsen ned foreslår de en asfaltbelægning, som ikke støjer så meget, og støjværn. Støjværn bør dog ikke være så høje, at de tager udsigten. Det er ikke for ingenting, at andelsboligforeningen hedder Havblik!

Tove Sørensen er ikke nervøs for, at bladets omtale af støjen får interessen for at bo i Havblik til at dale. Interesselisten er lang, idet boligerne ligger godt, og foreningen har en sund økonomi.

”Vi er meget generet”
Fra Grundejerforeningen Engskovvænget 152-192 lyder det fra formanden Inge Petersen:

”Vi er meget generet af støj fra motorvejen. Nu er der en konstant summen, og det høres helt ind i vores huse. Jeg er ved og blive helt skør af den konstante larm alle døgnets 24 timer. Jeg kan overhovedet ikke have vinduerne åbne. Det er ikke acceptabelt for os, der bor så tæt på.”

Inge Petersen mener, at Vejdirektoratet må bygge en støjvold hele vejen fra den store rundkørsel og ud til motorvejens stop. 

Fællesrådet samler henvendelser
Men støjen er en plage, og derfor har Havblik henvendt sig til Skødstrup Fællesråd. Herfra fortæller formanden Inger Thranholm, at der foreløbig også er kommet henvendelser fra Studstrup Borgerforening, fra Grundejerforeningen Engskovvænget 152-192 og fra Grundejerforeningen Den gamle Kirkesti (Lauritshøj).

”Vi har allerede kontaktet Vejdirektoratet og fortalt, at mange borgere har været generet af støjen fra motorvejen gennem årene, den øgede trafikmængde har givet mere støj. Hastighedsøgningen har nu lagt væsentligt til støjen. Derfor har vi spurgt Vejdirektoratet, hvornår støjen er målt, og hvornår den næste støjmåling foretages,” fortæller Inger Thranholm

Ny måling i år
Vejdirektoratet har svaret, at der senest er målt støj i 2017 på Djurslandsmotorvejen, og at der foretages en ny senere i år.

Direktoratet understreger, at støjmålinger er forbundet med store udsving, da støjbelastningen varierer meget afhængig af vindretning, hastighed, trafikmængde og typen af køretøjer mm.

Herfra nævner man også, at man stadig tager udgangspunkt i Miljøstyrelsens vejledende støjgrænser, som derfor fortsat er 58 dB. Boliger belastet med støj på 58 dB indgår således som en del af Vejdirektoratets støjkortlægning over støjbelastede boliger, hedder det i et svar til Skødstrup Fællesråd.

FAKTA: Støj kan gøre os syge
Flere af os bliver syge af støj, end først antaget. Stærk og vedvarende støj fra for eksempel trafik kan medføre kræft, hjerte-kar-sygdomme og slagtilfælde. Muligvis også depression.

Det oplyser seniorforsker ved Kræftens Bekæmpelse, Mette Sørensen. Hun er også professor ved RUC.

Miljøstyrelsens vejledende grænseværdi for acceptabel støj ved boliger er 58 dB.

Støjkortet, du ser her på siden, viser, at boliger i det gule område har støj over 58 dB. Nogle af boligerne i eksempelvis Bangsboparken og Vosnæsparken er endnu mere støjplagede – nemlig over 63 dB. Den sydøstlige del af Skødstrup har også støjen fra motorvejen meget tæt på.

Støjkortet kan findes her: www.vejdirektoratet.dk/tema/naar-trafikken-stoejer – gå til bunden af siden.

Bemærk, at støjkortet viser støj målt i 2017. Altså før den maksimale hastighed i 2021 blev sat op fra 110 til 130 km/t. på motorvejen mellem Lisberg og Løgten.

Forskning viser, at også støj på bare 35-40 db kan være farlig, hvis det er en vedvarende støj.

Vejdirektoratet mener ikke, at den øgede hastighed har medført væsentligt højere trafikstøj – kun 1 dB.

220803 Trafikstøj ved Vosnæsparken 3 sh

Grænsen for acceptabel støj er sat til 58 dB, men vores uofficielle måling siger 68 dB. 10 dB ekstra lyder som en fordobling.

Hvordan måles støj?
Vejdirektoratet: Støjens styrke måles i decibel (dB). 0 dB svarer til den laveste lyd, en person kan høre, mens 120 dB er så kraftig støj, at det gør ondt i ørerne. Ændringer i støjniveauet på 3 dB opleves som en lille ændring, mens 8-10 dB vil opleves som en stor ændring og lyder som en fordobling eller halvering af støjniveauet.

Følg med på facebookgruppen ”Motorvejen Lisbjerg-Løgten tilbage til 110km/t”

Læs hele septembernummeret 2022 på PDF

Relaterede artikler

Vejdirektoratet er begyndt at projektere de to shunts, der skal gøre rundkørslerne syd for Skødstrup nemmere at komme igennem. Om et år begynder arbejdet, og da det er hen over vinteren, kan det være, at de først er færdige i juni 2026.
Trafik & veje

Shunts om et år

Vejdirektoratet er begyndt at projektere de to shunts, der skal gøre rundkørslerne syd for Skødstrup nemmere at komme igennem. Om et år begynder arbejdet, og da det er hen over vinteren, kan det være, at de først er færdige i juni 2026.

220902 Cykel på Grenåvej 05
Trafik & veje

En cyklists martyrium – Skødstrup tur/retur

Når man cykler fra Skødstrup mod centrum, skal man ikke have glas bag på cyklen. Et stykke tærte i en madkasse er heller ikke sagen. Det er smadret, langt før man når rundkørslen ved Carletti. Cykelstien (som i øvrigt er en uigennemskuelig blanding af cykelsti og fortov) er ét stort krater af huller og bump. 

Trafik & veje

Ekstra spor i rundkørsler vedtaget

Bilisterne har efterlyst en ekstra vejbane – en såkaldt shunt – i snart mange år. Om morgenen starter kødannelsen nogle gange helt oppe ved Carletti, når de skal mod syd ad enten Grenåvej eller motorvejen. Fællesrådet har i flere år arbejdet for at få løst problemet og har banket Vejdirektoratet på dørene.