Klokken er 21.50, og jeg sidder i bilen, mættet, lykkelig og lidt forsinket, da jeg lige skulle nå at snakke af, mens jeg febrilsk prøver at finde en sang på radioen, som jeg kan skråle med på de tre minutter, det tager at køre hjem fra kor – bare for at få aftenen til at vare lidt længere…
Jeg var ellers skeptisk, da jeg for et år siden lavede et opslag på Facebook for at høre, om der var andre, der kunne have lyst til at starte i Skødstrup-Løgten Koret sammen med mig. Der stod jeg; nytilflyttet, nygift og mor til mit første barn. På den ene side savnede jeg at synge, men på den anden side følte jeg ikke, at energien var til at skulle noget fast en aften om ugen – og så var der jo lige det med, at koret vist var et pensionistkor, og jeg mest af alt savnede kontakt med nogen på min egen alder.
Jeg har altid elsket at synge. Jeg har sunget i kor, sunget på badeværelset, i bilen, mens jeg gjorde rent, og jeg havde også en forestilling om, at jeg, når jeg flyttede til Aarhusområdet, skulle gå til optagelse i et af de fede a cappella kor som SONO eller LYT, der begge holder til inde i byen. Men det var før jeg fik barn! Realiteterne ramte mig som en hammer. Hverdagen bestod pludselig af bleskift, oprydning og rengøring, og jeg tog mig selv i at smide mig på sofaen kl. 19, når barnet var puttet, helt drænet for energi, mens jeg ventede på at klokken nærmede sig 22, så jeg kunne krybe under dynen.
Hvor musik før var en væsentlig del af min hverdag, har jeg flere gange taget mig selv i at føle mig som en dårlig mor, da der ikke længere blev spillet musik i vores hjem. Jeg måtte nærmest tvinge mig selv til at sætte mig ned og synge den obligatoriske børnesang, for vi har jo alle læst, hvor vigtigt det er med musik til småbørn. Det var nok denne følelse af ikke længere helt at være Line – men bare Mor, der fik mig til at lave føromtalte facebookopslag; og da fem besvarede min besked, fangede bordet.
Kl. er 20.30 og der er pause. Hvor der før herskede koncentreret stilhed, emmer rummet nu af før tilbageholdt tale og højlydte grin. Nogen har kage med, og samtalen går på tværs af generationer – og på trods af aldersforskelle. De 20 minutters pause er forbi længe, inden samtalen er færdig. Vi bliver snart nødt til at mødes og få snakket uden at være underlagt et ur og faste rammer.
At synge i Skødstrup-Løgten Koret skulle vise sig at blive den bedste beslutning jeg har truffet siden jeg flyttede til området. Det giver energi at synge, og der er skøn stemning og en fantastisk gruppedynamik i koret. Måske netop på grund af den store aldersspredning, som, trods mine forestillinger, viste sig at være givende selskab. At lære folk fra lokalområdet at kende har givet mig en følelse af falde på plads og høre til, og det er sjovt at støde ind i hinanden nede i vuggestuen og pludselig opdage, at man nu kender en anden forælder.
Allerede da vi mødtes anden gang, beskrev ét af de andre nye kormedlemmer det så fint; ”Jeg er begyndt at gå og synge i køkkenet igen.” Jeg havde det på præcis sammen måde. Ud af det blå tog jeg mig selv at gå og synge igen, og jeg fandt pludselig playlister, der lagde op til at skråle med helt uden hæmninger, når jeg kørte bil. Der er derfor heller ingen vej tilbage – jeg er nu fuldgyldigt medlem af det lokale kor, og elsker det!
Skulle du have lyst til at synge i Skødstrup-Løgten Koret har vi opstart den 10. september kl. 19.20 i Sognegården. Alle er velkomne til at møde op og prøve at synge med.
Af Line Mølgaard Eg
Læs mere i 8541 -dit lokale blad (september 2018) eller www.8541.dk
