Da Løgten slet ikke fandtes

Det er spændende at dykke ned i historien – ikke mindst om steder og begivenheder, som vi kender til. Skødstrup Sogns Egnsarkiv, som ligger under Lokalcenter Rosenbakken, har et væld af materiale, men hjemme i stuen kan du også gå på opdagelse.
Det er Geodatastyrelsen, som har lagt et utal af kort ud på nettet. Web-adressen er hkpn.gst.dk. Bogstaverne står for Historiske Kort På Nettet, Geodatastyrelsen.
På startsiden kan man vælge matrikelkort, sogne- og herredskort og derefter søge på stedbetegnelser. Det kan være svært at zoome ind og ud på kortene, men brug de to ”lupper” i navigationen og tegn kortudsnit med musen.
Sjovt nok er det meget svært at finde noget, der har med Løgten at gøre. Det skyldes, at Løgten er en ”ung” by og først dukkede op fra 1870-erne, da der kom en ny landevej og næsten samtidig blev anlagt jernbane fra Århus til Ryomgård.
Ny landevej og en station
Inden da fandtes kun Gl. Løgten Marked, men denne tidligere meget livlige handelsplads ved den lille havn sygnede hen, da hovedvejen fra Århus til Grenå blev omlagt til at gå længere inde i landet.
Den nye landevej, der var anlagt i årene før 1870, gav grundlag for krovirksomhed, først på en nyopført gård, hvor vejene Hjelmager-Vorre og Århus-Grenålandevejen krydsede hinanden. Senere blev bygget en egentlig Løgten Kro i krydset.
Stationen gav i 1870-erne mulighed for byudvikling ved Løgten Station, og byen Løgten begyndte at tage form.
På kortene kan vi se de landsbyer, der nu er vokset næsten sammen til Løgten-Skødstrup. Det er Skjødstrup (centreret omkring kirken), Hjelmager og Segalt. Vorre ligger på bakken, og læg mærke til Studstrup også. Der var ikke andet end mark og skov ned mod vandet, da ingen tænkte på parcelhuse før i start 1960-erne. Studstrup bestod af tre gårde dér, hvor bofællesskabet Grønmosegård nu ligger.
Luftfotos fra 1954
Når du nu er i det historiske hjørne, er det også interessant at se luftfoto fra 1954. De er på krak.dk, hvor du i menuen ”Hybrid etc.” vælger Luftfoto fra 1954, og derefter f.eks.. Løgten. Der er en ”skyder” i midten af billedet, så du kan skifte mellem nutid og 1954.

Af Birger Agergaard

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (feb. 2021)

Relaterede artikler

Nielsine Mikkelsen ca. 1910
Egnsarkiv

Skødstrups første kvindelige journalist

Der er næppe mange, der kender navnet Nielsine Mikkelsen – en gæv kvinde, som var frøken livet igennem og ernærede sig som journalist ved en række tidsskrifter. Hun var vel nok Skødstrups første kvindelige journalist?

Dengang: Hovedvej til Grenå - Nu hjelmagervej før bakken op til Ny Studstrupvej.
Egnsarkiv

Tagmosevej førte helt til Grenå

Vejnavne og stednavne i Skødstrup Sogn
Hvorfor hedder de sådan?
Tagmosen er et gammelt stednavn i Skødstrup Sogn. Det er navnet på et moseområde på med et areal svarende til fem fodboldbaner. Tidligere har der været tørvegravning og høst af tagrør til stråtækning af huse.

Borgmester Anders Winnerskjold åbnede officielt stien, da han klippede snoren med god hjælp fra de fremmødte børn.
Historie

Stort fremmøde til Indvielsen af ”Jernalderstien”

Netop dér, hvor den gamle stump jernaldervej nu ligger, mødtes vel godt 350 borgere fra 8541-området for at deltage i indvielsen af jernalderprojektets fase 2, den noget større anlagte ”Jernalderstien”.