Af Birger Agergaard Foto Thomas Nykrog
Måske har du betalt din skat der? Haft møde med kæmneren? Eller talt med arkitekten om dit kommende hus? Måske har du været der som barn efter skoletid?
Det er Sokkehuset, vi taler om. Det tidligere kommunekontor og senere fritidsklub. Om kort tid er huset fortid, fordi det er solgt til en bygmester, som river det ned til fordel for nye rækkehuse.
Aarhus Kommune har solgt bygningen og grunden til VEM Byg i Holstebro, der vil bruge grunden til at bygge rækkehuse – efter planen seks. Indehaver Jonas Koldsø siger:
”Da jeg besigtigede huset, kunne jeg se, at det ikke stod til at redde. Det så meget skidt ud, og der var rotter.”
Bygmesteren var ikke klar over, at den bygning, han har købt, hedder Sokkehuset i folkemunde. Det kunne vi så fortælle ham.
Kommune og kirke
Oprindeligt var huset bygget i 1962 som kommunekontor, den tids rådhus. Her var sognerådsformanden (”borgmesteren”), kæmneren (”kommunaldirektøren”), skattekontor, socialkontor, arkitektkontor og så videre.
Peter Christensen fra Skødstrup Sogns Egnsarkiv kom ofte i huset som dreng:
”Kommunekontoret blev fra starten brugt til mange formål. Min far, der lige var tiltrådt som sognepræst i 1963, havde kirkekontor der det første år, fordi præstegården skulle totalrenoveres. Jeg legede i sognerådssalen med den flotte udsigt. Senere har jeg været til skolelæge og vaccination i sognerådssalen.”
Med kommunalreformen i 1970 lukkede kommunekontoret, og borgerne måtte til Lokalkontor Risskov for at ordne deres forskellige anliggender.
”Århus Kommune var meget imødekommende med hensyn til, at lokalsamfundet kunne bruge huset. FDF-erne blev installeret i kælderetagen under kæmnerkontoret, men udenomspladsen var for trang, og FDK trak ned på Engskovbakken i Stærekassen. Fra nu af var der fritidshjem og senere SFO i lokalerne.”
Videre fortæller han, at huset også var i brug som kirkerum i den periode, hvor Skødstrup kirke var under renovering i 1974-75. Der blev sat en gardinskinne op hele vejen rundt i loftet på det store rum langs Grenåvej, og når man trak et meget langt hvidt bomuldsgardin hele vejen rundt, var lokalet som forandret.
”Ingen tænkte længere på skattebetaling eller udpantning, det var faktisk en meget hyggelig kirke,” husker Peter Christensen.
Af med fodtøjet!
Men hvorfor blev det så kendt under navnet Sokkehuset? Peter Christensen mener, at det hænger sammen med, at børnene på fritidshjemmet skulle tage det beskidte fodtøj af, før “de hellige haller” blev betrådt.
Sokkehuset var et populært sted for børn lige indtil 2017, hvor børnene fra 4.-7. klasse rykkede over på skolen. Siden har huset stået tomt og givet plads til både rotter og skimmelsvamp.
”Det har bare stået og forfaldet for øjnene af os alle. Så det er lidt vemodigt at se et kun 60-årigt hus bliv revet ned,” bemærker Peter Christensen.