Tekst og foto Birger Agergaard
Færre busser i myldretiden, men flere tog i samme myldretid. Nå, men det må vel være i orden så?
”Ja, hvis det var sådan, at togene standser BÅDE i Skødstrup og Løgten. Men myldretidstogene standser netop ikke i Løgten, så det virker besynderligt at erstatte busser til Løgten med tog der ikke standser netop i Løgten.”
Sådan siger Hans Michael Betsch, der bor på Fruenshøj i Løgten og til dagligt tager toget til arbejde på Skejby Sygehus, hvor han er læge på intensivafdelingen. Han er samtidig forperson for Passagerrådet i Region Midtjylland, så han udtaler sig på vegne af en mængde pendlere og passagerer i både bus og tog.
Myldretidsbusser bortfalder
En ny køreplan for buslinje 100 fra Odder til Hornslet har netop været i høring, og han og andre har gjort indsigelse til Midttrafik. Høringen er overstået, og det er ikke oplyst hvor mange der har gjort indsigelse.
8541-bladet mødtes med Betsch på Løgten Station for at høre mere om ændringerne:
Den vigtigste ændring er, at de ekstra myldretidsbusser fra Aarhus til Løgten bortfalder. De har hidtil suppleret den vanlige 20 minutters takt til en 10 minutters takt om eftermiddagen. Begrundelsen er, at letbanen fra august skal køre med flere myldretidstog fra Aarhus til Hornslet, således at der kommer kvartersdrift.
”Det er en hurtig og bekvem transportmulighed til og fra Skødstrup. Problemet er, at disse tog ikke stopper i Løgten! Årsagen er, at der ikke er tid på den ensporede strækning,” siger Hans Michael Betsch og forklarer det sådan:
På vej til Hornslet møder myldretidstoget et andet tog fra Grenaa i Skødstrup. Bagefter skynder myldretidstoget sig til Hornslet, vender om i en fart for ikke at komme for sent til Skødstrup, hvor det skal mødes toget mod Grenaa.
… men når toget kører forbi stationen uden at standse, bliver Løgten til Sorteper i den kommende køreplan.
Letbanedirektør bekræfter
For at være helt sikker kontaktede Hans Michael Betsch letbanens direktør Michael Borre. Denne bekræftede, at det ikke er muligt at standse i Løgten med Hornslet-togene.
“Det er korrekt, at vi springer Løgten over på myldretidstogene af hensyn til køreplanen. Årsagen er, at vi skal nå at vende togene i Hornslet. Hvorvidt det på et tidspunkt bliver aktuelt at standse i Løgten tør jeg ikke love. Men vi er klar over at ønsket er der.”
Det vil sige, at Løgten, som i de senere år har oplevet en stor befolkningstilvækst i nybyggerkvarterne, vil fra sommer få en dårligere kollektiv trafikbetjening. Det skal dog understreges, at det kun er myldretidstogene, der ikke standser i Løgten. Det er de pt. fire daglige tog, der kører til Hornslet for at køre retur mod Aarhus.
De færre myldretidsbusser rammer blandt andet også gymnasieeleverne, der skal til Egå Gymnasium. Enkelte morgenafgange fra Hornslet bibeholdes, men ellers er det en lang række afgange, der foreslås fjernet. Gymnasieeleverne (og andre buspassagerer) har ikke gavn af, at der er ekstra tog fra Skødstrup.
Hans Michael Betsch er ærgerlig over forringelsen og håber, at regionen vil imødekomme indsigelserne mod den forringede busdrift.
Løgten er slet ikke noget ”lille” stoppested for bus og tog. Betch har ikke de aktuelle tal ved hånden, men siger, at der i Løgten er flere kollektive togrejsende end f.eks. Hovmarken ved Lystrup. Men det er turen fra Skødstrup til Hornslet og retur til Skødstrup, der er årsagen til, at tidsplanen er meget stram.
”Man kunne håbe, at der var tid til i det mindste at stoppe om eftermiddagen i Løgten på turen til Hornslet. Men ellers taler vi jo om at bygge sidespor ved stationer eller dobbeltspor på nogle strækninger. På lang sigt er det væsentligt at udbygge letbanens kapacitet,” siger Hans Michael Betsch.
Fakta om forslaget
Fra august 2022 udvides driften på L1 mellem Hornslet og Aarhus i myldretiden, hvorfor driften tilsvarende reduceres på rute 100.
Det betyder, at følgende afgange nedlægges på rute 100:
Afgang fra Hornslet kl. 6.39.
Afgange fra Aarhus kl. 13.26, 13.46, 14.06, 14.26, 14.45, 15.05, 15.25, 15.45, 16.05, 16.25 og 16.45.
Afgangene fra Hornslet kl. 6.59, 7.19 og 7.30 bibeholdes på baggrund af kapacitetsbehov. Afgangen fra Hornslet kl. 7.30 kører fortsat via Egaa Gymnasium.
Sidehistorie:
Letbanen er en god løsning
Af Birger Agergaard
Hans Michael Betsch blev formand for Passagerrådet i Region Midtjylland, da de regionale råd blev oprettet af Folketinget for et års tid siden. Han havde i 2019 startet Aarhus Letbanes Passagerklub, hvis Facebookgruppe har opnået 1200 medlemmer.
”I passagerrådet søger vi den konstruktive dialog. Vi er ikke brokrøve og heller ikke jubelidioter, men vi er kun interesserede i de gode løsninger.”
Betsch hører ikke til dem, der vil tale letbanen ned eller klage over forsinkelser og den slags:
”Letbanen har haft en noget bøvlet start med mange forsinkelser, aflysninger og manglende trafikinformation, især her på Grenaabanen. Men man har arbejdet med disse problemer, og i dag kører banen med pæn regularitet. 98 eller 99 procent af mine ture foregår helt uden problemer,” fortæller han.
”Letbanen er en god løsning på tidens udfordringer med den grønne omstilling og trængslen i byerne. Og så er den meget mere behageligt at bruge end bussen – eller for den sags skyld egen bil når man sidder i en kø på Grenaavej.
Men vi er ikke i mål endnu, som det manglende stop i Løgten understreger.”