Af Niels Dal
”Pludselig var den til salg – og næsten lige så pludseligt havde jeg købt den.” Helle Schjerlund Ahm smiler.
Hun har siden 1. juli været ejer af tøjbutikken Succes på Bytorvet i Løgten.
Helle er født og opvokset i Skødstrup. Tre børn er sat i vej, og tre børnebørn er kommet til.
En lang karriere som pædagogisk assistent i Væksthuset og senere Klatretræet og Skødstrup Dagtilbud er skiftet ud med titlen som butiksindehaver.
”Det er lidt en gammel drøm om at blive selvstændig, der er realiseret,” fortæller Helle.
”Jeg slog hurtigt til, da butikken blev sat til salg – og ansatte de to tidligere indehavere i et par måneder til at få mig rigtigt på sporet,” fortsætter hun.
Nu er hun alene med succes’en og lægger gerne omkring 60 timer ugentligt i projektet.
”Jeg har lavet lidt om på indretningen og vil videreføre butikkens kendte store udvalg – tilsat nyt ud fra min egen mavefornemmelse,” fortæller Helle.
”Jeg har også min niece på 23 år med på indkøb til butikken – på den måde bliver jeg inspireret til indkøb, der også henvender sig til en lidt yngre målgruppe,” beretter hun.
I butikken findes udover tøj og accessoires også et sortiment af værtindegaver, indrammede citater og anledningskort fra Galleri Værnhøj.
”Jeg pusler også med modeshow og andre events – eventuelt i samarbejde med andre butikker. Jeg er en lokal pige og ønsker brændende at tiltrække netop de lokale kunder, så vi kan fastholde de mange gode og spændende butikker, vi har i lokalområdet,” afslutter Helle og byder velkommen til kunden, der netop er trådt ind af døren.