Af Birger Agergaard
Nej, der er ingen grund til at sætte hastigheden på Djurslandmotorvejen ned fra 130 til 110 km. i timen, som ellers var fartgrænsen indtil 2021.
Det er beskeden fra landets nye transportminister, Thomas Danielsen (V), til folketingsmedlem Søren Egge Rasmussen (Enh.L.), som bor i Hjortshøj og havde bedt ministeren tage stilling til en dæmpning af farten. Mange borgere har oplevet øget støjbelastning på grund af det større tryk på speederen, og flere fællesråd arbejder derfor på at få farten sat ned igen.
Indtil videre forgæves, ser det ud til. Selv om bilister kun sparer et minut på Djurslandmotorvejen ved at hæve farten, så kan ministeren ikke finde argumenter for at sætte farten ned igen.
I sit svar til Egge Rasmussen tyr han til et bemærkelsesværdigt argument:
”Hvis der skal være en støjmæssig effekt, skal hastighedsgrænsen sættes ganske lavt. Det vil dels betyde, at en del af trafikken blot flytter sig til de mindre kommunale veje, dels at fremkommelighedsgevinsterne ved etableringen af motorvejen går tabt. På den baggrund har jeg ikke aktuelle planer om at sænke hastigheden til 110 km/t på strækningen,” skriver Thomas Danielsen.
Er forskellen kun 1 db?
Vejdirektoratet mener, at man slet ikke vil kunne høre en nedsættelse af farten, idet forskellen angiveligt kun skulle være på 1 decibel. Det harmonerer ikke med, hvad borgere har oplevet. I september-nummeret af 8541 sagde for eksempel Tove Sørensen, formand for andelsboligforeningen Vosnæsparken, sådan:
”De 110 kan de fleste nok leve med, og motorvejen var her da også, inden vores boliger blev bygget i 2004. Men de 130 kilometer i timen har gjort, at lydniveauet føles meget højere. Vi har soveværelse ud mod motorvejen, og vi kan slet ikke have vinduerne åbne fra omkring 5.30 om morgenen.”
Sagen er ikke slut
Sagen er dog ikke slut med ministerens udmelding. Fællesrådene arbejder stadig på en dæmpning og fastholder, at støjen er en plage for mange beboere. Fire grundejerforeninger har henvendt sig til Skødstrup Fællesråd med udsagn om støjplager.
På Vejdirektoratets støjkort er en måling fra 2017 plottet ind. Da var den maksimale fart 110 km. i timen, og visse dele af Løgten har støj fra motorvejen mellem 60 og 65 db. Lokalbladet 8541 målte den uofficielt til 68 db i Vosnæsparken. Ifølge Miljøstyrelsen skal boliger, hvor der måles støj over 58 db, betegnes som støjbelastede. Både i Løgten og Skødstrup er der en række boliger, der derfor er støjplagede.
I 2023 skal støjen på ny måles.
Den nye transportminister har dog en lille gulerod i den forbindelse. Til mediet LystrupLIV svarer han:
”Kortlægningen vil blandt andet danne grundlag for tildeling af midler fra støjpuljen.”