Skødstrup Gymnastik
Medlemsinfo
Samvær i Skødstrup Gymnastikafdeling, SSF
Når man er medlem af Skødstrup Gymnastikafdeling, er man en del af et forpligtende fællesskab. Det betyder, at alle har et fælles ansvar for, at det er et godt sted at være – og at vi løfter i flok.
Det er derfor vigtigt, at medlemmer og ledsagere, instruktører, hjælpetrænere og andre frivillige med deres gang i foreningen kender til og overholder de forventninger Skødstrup Gymnastikafdeling har til dem.
Generelt
- Vi taler pænt til hinanden og rummer alle uanset køn, farve og fysiske karakteristika
- Vi tager hensyn til hinanden og er bevidste om, at man ikke er i centrum hele tiden
- Der bliver ikke taget billeder eller optaget film i omklædningsrum.
Før timen
Selv om det er svært, venter man med at gå i gymnastiksalen, multisalen eller hallen til den foregående time er slut.
Man må ikke lege på redskaberne, når de står i redskabsrummet – heller ikke selv om det er under opsyn af en forældre.
Alle udendørssko forbliver i omklædningsrum eller mellemgang ved multisalen. Dette gælder for alle – også forældre og tilskuere. (Sand, jord og vand ødelægger redskaberne, gør gulvet glat og farligt for gymnasterne).
Under timen
- Gymnasterne og forældre lytter til og efterlever instruktørens instrukser
- Hvis gymnasterne ikke er gamle eller modne nok til at efterleve instruktionerne, skal deres ledsager blive i nærheden, så vedkommende kan hjælpe barnet
- Gymnasterne tager hensyn til hinanden, hvis de vil være med i aktiviteterne.
Efter timen
Man hjælper til med at rydde op – også selv om aftensmaden venter derhjemme – hvis instruktøren ønsker hjælp.
Når det ikke går som ønsket
Vi oplever nogle gange børn, der ikke har lyst til at være med i timerne uanset aktivitet. Det er ikke sjovt for barnet og kan være frustrerende for forældrene, hvis de insisterer på barnets deltagelse sæsonen ud. Instruktørerne kan i disse tilfælde foreslå, at barnet finder et andet hold eller sport.
Instruktørerne har bestyrelsens opbakning til at irettesætte et barn, hvis det gentagne gange forstyrrer undervisningen. Instruktører og hjælpetrænere har ikke en opdragende funktion (det er jo forældrenes ansvar), men de er tydelige i deres grænsesætning. Det er en nødvendighed i forhold til, at der kan opstå farlige situationer, og ret og rimeligt i forhold til de øvrige gymnaster.
Når alting går som ønsket
Når vi drager omsorg for hinandens forskelligheder, taler pænt til hinanden og er åbne for nye indtryk – skabes der en god grobund for leg, læring og udfoldelse.
Det er Skødstrup Gymnastikafdelings store ønske, at vi kan være med til at skabe sjov, aktivitet og glæde i gymnasternes hverdag – men også på længere sigt, at have gødet jorden for givtige fællesskaber omkring de mangfoldige træningsformer, gymnastikken rummer.
Oplysninger af mere praktisk karakter kan du se under FAQ – Ofte stillede spørgsmål