Vindmøller: Klage eller sælge? Måske søgsmål

51 ejendomme her i Havhuse i Syddjurs Kommune skal tilbydes opkøb, men alle, der mener at blive generet af vindmøllerne, kan søge erstatning for værditab. (Arkivfoto Birger Agergaard)
51 ejendomme her i Havhuse i Syddjurs Kommune skal tilbydes opkøb, men alle, der mener at blive generet af vindmøllerne, kan søge erstatning for værditab. (Arkivfoto Birger Agergaard)

Af Birger Agergaard

Som vi tidligere har omtalt i bladet, vil en vindmøllepark ved Vosnæs sætte Danmarksrekord i antal ejendomme, som skal tilbydes opkøb. Der ligger 51 ejendomme i Havhuse, fortrinsvis sommerhuse, som ligger inden for 900 meter fra vindmøllerne, og dem skal NRGi Renewables tilbyde at købe.

Ejerne af disse ejendomme kan også vælge at søge værditabserstatning. De skal søge erstatning senest 14. august i år, og det har de fået besked om. For dem er det gratis.

Har du en ejendom mere end 900 meter fra møllerne, kan du – mod et gebyr på 4000 kr. – søge erstatning for værditab. Også senest 14. august.

Der er tre kriterier for værditab:

  • Det visuelle
  • Støj
  • Skyggekast

Taksationsmyndigheden sender et uvildigt tomandshold – en jurist og en ejendomsmægler – ud for at besigtige forholdene, hvis du klager. Teamet kommer, når møllerne er i drift, så man kan konstatere forhold i den virkelige verden. Udvikleren er også repræsenteret.

Vurderes dit tab at være mindst 1 procent af ejendomsværdien, får du erstatning og gebyret tilbage. I modsat fald får du hverken erstatning eller gebyr.

www.taksationsmyndigheden.dk kan du finde afgørelser, så du kan få et indtryk af, hvad der hidtil er givet erstatning for.

Hvad er huset værd?

På værditabsmødet i Vejlby-Risskov-Hallen orienterede en ansat i Energistyrelsen om reglerne. En husejer fra Havhuse var bekymret for, hvordan ejendommene dér bliver vurderet: Som om der aldrig har været planer om vindmøller der?

”Der er flere her, der gerne vil sælge nu, men de kan ikke engang få en ejendomsmægler herned. De ved, at husene er usælgelige,” sagde han.

Han fik det svar, at taksationsmyndigheden er neutral, og ejeren skal give teamet alle relevante oplysninger.

Kan Studstrup og Skødstrup få erstatning?            

Bor man et stykke fra vindmøllerne, eksempelvis i Skødstrup eller Studstrup, skal man kunne argumentere for, de generer, enten visuelt eller via lavfrekvent støj eller infralyd.

På mødet blev der spurgt, om der gælder en tommelfingerregel om størrelsen af værditab i bestemte afstande. Det gør der ikke – mange faktorer spiller ind, svarede Energistyrelsens udsendte.

Konsulentfirmaet Cowi har tidligere beregnet, at ejendomspriserne i en radius af tre kilometer påvirkes med 2-6 procent. Men Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs siger, at den rapport benytter gamle data, og med møller ned til 36 meters højde. Foreningen selv anslår tabet i Studstrup til 10 procent og Løgten-Skødstrup til 8 procent.

Måske retssag om værditab

Foreningen mod vindmøller ved Vosnæs frygter dog, at erstatningerne vil blive lavere. Derfor forestiller den sig, at mange vil gå med i et fælles søgsmål, når Taksationsmyndigheden har afgjort værditabene, og de viser sig at være lavere end forventet. Og det sker altså efter, at møllerne er taget i brug.

Relaterede artikler

Vi kan ikke vise skitser af anlægget, da meget endnu ikke er afklaret. Her ses placeringen lige over for Skødstrup Søndersø. Først blev anlægget kaldt ”Skæring”, men nu hedder det ”Studstrup”. På kortet er det dog tydeligt, at anlægget ligger ved Skødstrup.
Energi og miljø

Det bliver et stort energianlæg

Det bliver ikke et anlæg som Studstrupværket – slet ikke. Alligevel vil et kommende energianlæg med luft-til-vand-varmepumper ved Skødstrup komme til at fylde godt i landskabet på den anden side af motorvejen set fra Skødstrup Søndersø.

Jens Bødker vil fra sit og hustruens hus på Tagmosevej i Skødstrup komme til at se vindmøllerne på nogle kilometers afstand, hvis de rejses. Det vil ikke gøre ham noget
Energi og miljø

Vindmøller er ikke så grimme

Jens Bødker er positiv over for opsættelsen af vindmøller, men har også, ”forståelse for modstandernes synspunkter, men vi er bare nødt til at gøre noget!”… “Det er fair at være modstander og være nervøs ved, om ens ejendom falder i værdi….”

wind turbine 184335
Energi og miljø

Er den ikke-hørbare støj ikke et problem?

Når sundhedsminister Magnus Heunicke (S) skal svare på spørgsmål om lavfrekvent (ikke-hørbar) støj fra vindmøller og dens mulige skadelige virkninger på helbredet, henholder han sig til gamle oplysninger fra Miljøstyrelsen. Det var tilfældet, da han sidst i november skulle besvare spørgsmål fra Danmarksdemokraterne om vindmøllestøj og helbred.