Skip to content

Vrede i Studstrup over vindmølleplaner

Studstrup Borgerforenings vindmøllemøde 2025
På Studstrup Borgerforenings borgermøde var der stor tilslutning til modstanden mod de planlagte vindmøller.

Tekst og foto Birger Agergaard

I Studstrup er der er optræk til mange ansøgninger om værditab – og til et fælles søgsmål mod NRGi Renewables, hvis erstatningerne for de måske kommende vindmøller ikke vurderes som rimelige.

Det kom frem på et velbesøgt borgermøde, som Studstrup Borgerforening havde indkaldt til. 45 deltog og havde mange spørgsmål til Niels Rasmussen og Line Sloth Carlsen, der repræsenterer Foreningen mod vindmøller på Vosnæs. De gjaldt støj, værditab, høringssvar og hele sagsforløbet.

Der var udbredt vrede mod vindmølleplanerne. Ikke kun vendt mod NRGi, men i høj grad også mod Aarhus Kommune og det politiske flertal, som mener det har bundet sig til det politiske forlig om at sætte tre vindmøller op ved Vosnæs.

Infralyd over vandet
Vosnæs ligger under tre kilometer fra Studstrup, og da lavfrekvent lyd og infralyd går over vand, er især de støjfølsomme borgere bekymrede for fremtiden. 20-40 procent af befolkningen er støjfølsomme, viser videnskabelige undersøgelser.

Mange i byen har bidt mærke i støjrapporten fra en svensk forsker, der viser, at infralyd og lavfrekvent støj kan være skadeligt for helbredet i den zone, hvor Studstrup ligger.

Man kan søge om værditab, hvis man mener, at der er visuelle gener ved placeringen, eller møllerne giver støjgener. Det koster 4000 kr. at søge erstatning hos Taksationsmyndigheden.dk (kun de nærmeste naboer er gebyrfrie), og hvis man får en erstatning på mindst 1 procent af ejendomsværdien, får man også gebyret tilbage.

Niels Rasmussen mente på mødet, at mange i Studstrup burde have mulighed for at få erstatning på flere procent, på grund af afstanden og det faktum, at der er vand imellem byen og møllerne, og en del får desuden visuel påvirkning.

“En afgørelse om værditab kan ikke ankes, så må man i stedet rejse sag imod opstilleren. Det forbereder vi i Havhuse, og Studstrup vil også kunne gå sammen om et søgsmål,” sagde Niels Rasmussen. Foreningen har kontakt til advokat Louise Faber, som førte sagen imod havneudvidelsen i Aarhus – og vandt.

150 mio. kr. tab i Studstrup
Han formoder også, at man skal have søgt værditabserstatning for at kunne rejse sag imod opstilleren. Det er noget af det, som advokaten kan svare på.

I Norge og Sverige er det påvist, at vindmøller påvirker salgspriser negativt i op til 10 kilometers afstand. Derfor har foreningen regnet på de 27.000 boliger, der ligger i 10 kilometers afstand fra Vosnæs, og er løseligt nået frem til, at værditabet kan nå op på hele 5,7 milliarder kroner. Eller langt mere, end mølleprojektet er værd. For Studstrups vedkommende kan de 390 ejendomme miste omkring 150 mio. kr. i værdi.

Mange på mødet luftede derfor deres vrede mod projektet, hvis bidrag på én procent af elproduktionen i Aarhus Kommune ikke synes at stå mål med de mange gener og værditab.

Der var tilslutning til tanken om at gå ind i et fælles søgsmål – hvis en erstatning ikke er nok.

Senest 14. august
På torsdag 14. august er sidste frist for både høringssvar og ansøgning om værditabserstatning.

I skrivende stund ligger der 343 høringssvar, med en meget stor majoritet imod placeringen. Syddjurs Kommune har gjort indsigelse, og derfor skal Minister for byer og landdistrikter, Morten Dahlin (V), afgøre sagen. Det betyder, at byrådet ikke kan vedtage planen inden kommunalvalget.

Hornslet Distriktsråd har også meldt sig som modstander, og et af de nyeste svar er fra Skødstrup Fællesråd, som også mener, at der er for mange gener ved projektet.

Liv i vindmøllegruppe
Efter mødet meldte to Studstrupborgere sig til en arbejdsgruppe under borgerforeningen. Bente Hangaard og Pauline Boel vil dermed bistå formanden Louise Gjerlev Mønster og resten af bestyrelsen i det kommende arbejde om vindmølleprojektet.


Relaterede artikler

Projektleder Kim Andersen kører på ladcykel, hvor det mange steder er svært at passere snævre bomme. Her ved Fyrrevænget er det lige akkurat muligt.
Lokalplan

Supercykelstien ”klar” i 2026

Allerede fra 1. maj 2026 kan du køre på supercykelstien fra Østbanetorvet langs Grenåvej, igennem Skødstrup-Segalt og videre til Hornslet.
Der er dog et ret væsentligt forbehold: Af alle de forbedringer, der skal til for at kalde det en rigtig supercykelsti, er det kun få ting, der når at blive lavet inden da.

Kommuneplan-25-overview
Fællesråd

Dyk ned i kommuneplanen

Har du ikke lyst til at læse samtlige 6000 sider om kommuneplanforslaget, kan du måske nøjes med denne artikel!