Da Løgten slet ikke fandtes

Det er spændende at dykke ned i historien – ikke mindst om steder og begivenheder, som vi kender til. Skødstrup Sogns Egnsarkiv, som ligger under Lokalcenter Rosenbakken, har et væld af materiale, men hjemme i stuen kan du også gå på opdagelse.
Det er Geodatastyrelsen, som har lagt et utal af kort ud på nettet. Web-adressen er hkpn.gst.dk. Bogstaverne står for Historiske Kort På Nettet, Geodatastyrelsen.
På startsiden kan man vælge matrikelkort, sogne- og herredskort og derefter søge på stedbetegnelser. Det kan være svært at zoome ind og ud på kortene, men brug de to ”lupper” i navigationen og tegn kortudsnit med musen.
Sjovt nok er det meget svært at finde noget, der har med Løgten at gøre. Det skyldes, at Løgten er en ”ung” by og først dukkede op fra 1870-erne, da der kom en ny landevej og næsten samtidig blev anlagt jernbane fra Århus til Ryomgård.
Ny landevej og en station
Inden da fandtes kun Gl. Løgten Marked, men denne tidligere meget livlige handelsplads ved den lille havn sygnede hen, da hovedvejen fra Århus til Grenå blev omlagt til at gå længere inde i landet.
Den nye landevej, der var anlagt i årene før 1870, gav grundlag for krovirksomhed, først på en nyopført gård, hvor vejene Hjelmager-Vorre og Århus-Grenålandevejen krydsede hinanden. Senere blev bygget en egentlig Løgten Kro i krydset.
Stationen gav i 1870-erne mulighed for byudvikling ved Løgten Station, og byen Løgten begyndte at tage form.
På kortene kan vi se de landsbyer, der nu er vokset næsten sammen til Løgten-Skødstrup. Det er Skjødstrup (centreret omkring kirken), Hjelmager og Segalt. Vorre ligger på bakken, og læg mærke til Studstrup også. Der var ikke andet end mark og skov ned mod vandet, da ingen tænkte på parcelhuse før i start 1960-erne. Studstrup bestod af tre gårde dér, hvor bofællesskabet Grønmosegård nu ligger.
Luftfotos fra 1954
Når du nu er i det historiske hjørne, er det også interessant at se luftfoto fra 1954. De er på krak.dk, hvor du i menuen ”Hybrid etc.” vælger Luftfoto fra 1954, og derefter f.eks.. Løgten. Der er en ”skyder” i midten af billedet, så du kan skifte mellem nutid og 1954.

Af Birger Agergaard

 Læs mere i 8541 -dit lokale blad (feb. 2021)

Relaterede artikler

Sådan ser det vinduesløse lokale i Folkehuset ud.
Egnsarkiv

Egnsarkivet ind på biblioteket

Formanden for Egnsarkivet, Peter Christensen, ved ikke, om det samlet set bliver en god løsning, men arkivfolkene er – siger han – blevet kostet rundt så mange gange de seneste ni måneder, at nu vil man forsøge at få det bedste ud af det. I skrivende stund er endnu ikke alle detaljer på plads.

Skødstrup Kirke Indgangsdør mod nord og dør til tårnet
Historie

Kirkens ukendte rum

Når man kommer op til kirken fra parkeringspladsen, er det første, man når til, den store blå dør i tårnet. Normalt fortsætter kirkegængerne videre om til våbenhuset i kirkens sydside og går den vej ind. Gangbesværede, og bruden ved bryllupper, får dog lov at bruge den store, blå dør. Men hvad gemmer der sig så bag den lille, blå dør, som Erik Søndergård her er ved at låse op? Svaret kommer i denne artikel.