Af Birger Agergaard – Illustration Thomas Nykrog
Bilisterne har efterlyst en ekstra vejbane – en såkaldt shunt – i snart mange år. Om morgenen starter kødannelsen nogle gange helt oppe ved Carletti, når de skal mod syd ad enten Grenåvej eller motorvejen. Fællesrådet har i flere år arbejdet for at få løst problemet og har banket Vejdirektoratet på dørene.
Fællesrådets arbejde har båret frugt – og nu kommer løsningen. Folketinget har frigivet 12,5 mio. kr., der skal bruges på at købe arealer og dernæst flytte cykelsti og anlægge en ekstra vejbane før og i selve rundkørslen.
I beløbet er der endda penge til også at lette trafikken i den anden rundkørsel ved afkørsel 16. Nemlig den rundkørsel, man skal igennem, når man kører fra motorvejen for at komme til Skødstrup eller til Skæring. For de, der skal til Skæring, kommer der en mindre shunt i det skarpe sving i rundkørslen.
Medlem af transportudvalget, Jens Joel (S), der er valgt i Østjylland, har også mødt frustrerede borgere i Skødstrup, der spilder masser af tid hver dag på vej til arbejde, fordi de sidder fast ved motorvejsrundkørslen.
”Derfor er jeg selvfølgelig også glad for, at det er lykkedes at samle opbakning på Borgen til at gøre noget ved problemet,” siger han til 8541-bladet.
Hvornår kommer de?
Men hvornår står de to shunts så klar? I den beslutning, som Folketinget har taget stilling til, at de kan laves på to år, men det kræver, at det skal ske ved frivillige handler. Ellers skal der eksproprieres, og så vil det tage fire år.
Størstedelen af beløbet er afsat i 2025, og så må man formode, at shunten står færdig året efter. Den lille shunt i den sydlige rundkørsel anlægges samtidig. Om den hedder det i materialet, at der ikke er pres på afkørslen lige nu, men man venter det vil ske.
I øvrigt lettes til- og frakørslen ved Lystrup også.