Hybenkradserlauget: Så får vi nok en lille spids…

Hybenkradserlaugets formand Ole Tønder skænker op for laugets sekretær Lise-Lotte Kjær
Hybenkradserlaugets formand Ole Tønder skænker op for laugets sekretær Lise-Lotte Kjær

 

Af Margrethe Krogh Thusgaard Foto Thomas Nykrog

Sådan kan ordene meget vel falde, når man melder sin ankomst hos et medlem af HYBENKRADSERLAUGET.

En af de ting, vi er gode til i dette land, er fremstilling af kryddersnaps, og sideløbende med, at vi har en fin tradition for mere eller mindre industriel fremstilling af de klare dråber, har det i umindelige tider været en hyggehobby for de virkelig voksne at tilsætte den rene snaps smag fra den omkringliggende natur.

Sådan er det stadigvæk. Der brygges kryddersnaps, bitterdram eller bjesk i alle egne af landet og i alle nuancer fra den næsten farveløse over varm gylden eller grønlig til den mørkt brunlige. Alle med hver deres særkende.

Man kan være én af dem, som knapt kan smage forskel; det handler nok lidt om træning. Eller man kan være ”feinschmecker”! Dem har vi nogle stykker her i 8541-området. De sanker urter eller andre smagsgivende materialer i naturen og bruger dem – ja, netop til kryddersnaps.

Et 10 års jubilæum
I oktober sidste år kunne Hybenkradserlauget fejre sin 10-års fødselsdag. Denne lille forening, som tæller rundt regnet 30-40 medlemmer, har siden 2012 mødtes om en fælles interesse for lagring af snaps med smagskomponenter, man har sanket i naturen, når netop knop, rakle, bær, nød eller blad var præcis tjenlig til formålet: at give smag til brændevinen.

Sanketurene er udgangspunktet for den fælles leg med smag og duft, og er man medlem af lauget, udvikler man med tiden en skarp sans for, hvad naturen tilbyder den, der har lyst til at lege med. Herlighederne er lige for fødderne af os, eller for øjnene, men det er rart følges man med erfarne sankere, for de ved hvad, hvor og ikke mindst hvornår det er bedst at sanke.

De herlige sidegevinster
Fokus er selvsagt på aktiviteten: at finde de gode og velsmagende gaver i naturen og sætte dem på brændevin, at udvikle og finjustere smag og udseende, at udvælge smukke flasker, og måske at bruge sin kryddersnaps som gave; men sidegevinsterne er samværet med andre mennesker, snakken der går, og turene i fri luft på de mange spændende og smukke steder, som man på forhånd har valgt som sankested for årstidens bær og urter.

Årets gang i Hybenkradserlauget
Hybenkradserlauget er i gang året rundt, men skal man begynde et sted, kunne det være med planlægningsmødet sidst i januar. På dette møde bydes der som altid, når man er samlet, på smagsprøver af medlemmernes bryg, man får lidt godt at spise, hygger sig og – lige så vigtigt –planlægger årets sanketure, for uden dem ingen krydderdram.

230308 Hybenkradserlauget 2

Første tur i 2023 har – når dette blad kommer på gaden – fundet sted den 18. marts. Denne gang til Fuglsang Hede ved Grenå, hvor porsen netop nu står med små, fine ”kogler”.

Men Pors er jo ikke bare Pors. Nu i marts var det ”koglerne”. Til sommer, den 10. juni, er der igen planlagt sanketur, denne gang til den smukke Vejlsø ved Silkeborg, og så er det porsens blade, man går efter.

Også i efteråret arrangeres sanketure, for hver urt har sin tid og sit sted, hvor den er bedst til give den rette smag, og tiden må ikke forpasses, da man så risikerer, at snapsen bliver plumret.

Med årets gang følger også nogle aftenture i september-oktober, hvor man på hverdagsaftener mødes kl. 17 og følges til lokationer i nærområdet, som for eksempel Skødstrup Søndersø og cykelstien (havtorn), området bag skolen (aroniabær) eller Mågeøen (hyben af klitrose).

Endelig mødes man sidst i november til julearrangementet, hvor der endnu en gang kommer mad på bordet, og snakken går om minder fra året, med fine oplevelser – og fra tidligere år – steder, man har besøgt, sjove episoder, som for eksempel den gang en flok nysgerrige geder også havde fået smag for porsebladene ved Vejlsø – og så videre, og så videre…

Årets snaps
Højdepunktet ved julearrangementet er, når ”Årets snaps” skal findes blandt de omkring 30 tilmeldte kandidater. En stor konkurrence med blindsmagning i to runder – indtil ”overdommerne” i en spændende slutspurt kårer vinderen af ”Årets Snaps”, en ærefuld titel!

230308 Hybenkradserlauget

Derefter begynder det hele forfra, og man kan man som ”Mosekonen” hos Ib Spang Olsen glæde sig til, at: ”Nu er der ikke så lang tid, til jeg skal brygge…”

Ikke bredfyldte bægere og branderter!
Det er vigtigt at pointere, at dette ikke handler om bredfyldte bægere og branderter! Med andre ord: Det er ingen drukklub, men en forening af ganske almindelige mennesker, der samles om den udsøgte smagsoplevelse. Så ”en lille spids” skal tages bogstaveligt! Det er summen af turene i en storslået natur, hyggesnakken om bordet, det gode selskab, nydelsen og det lille anerkendende smil – eller udvekslingen af erfaringer metoder, trækketider og nye ideer, som skal afprøves. Det er alt dét, man holder af, og det er dét man samles om!

FAKTA:

  • Formål: At nyde naturens gaver og at hjælpe andre mennesker til den samme fornøjelse.
    At finde frugter og planter, sætte dem på brændevin og med mådehold nyde resultatet i ligesindede venners lag.
  • Mødested og -tid:
    Sanketure i weekenden: Rosenbakken på given dato kl. 9:30, hvorfra man kører i privatbiler til et forudbestemt mål i naturen, hvor man ved, hvilke urter etc. der kan sankes netop der og på den tid af året.
    Aftensanketure på hverdage: Rosenbakken kl. 17:00 (efter arbejdstid)
    Planlægningsmødet og julearrangementet: Begge på Rosenbakken
  • Hvor langt går man på turene? Højst 3-4 kilometer.
  • Pris for deltagelse i ture: Det koster ikke noget at være med, men den, der lægger bil til, får 30 kr. af hver af sine passager. På de længere ture kan der være udgift til entrébilletter på seværdigheder, man besøger, eller lignende ”underholdning”.
  • Tilmelding: Nye medlemmer ønskes velkommen, men er man med i lauget, er det vigtigt med til- eller framelding til arrangementerne af hensyn til, at der skal skaffes plads til alle.
  • Kontakt og yderligere oplysninger: Ole Tønder tlf.: 2043 1781/Lise-Lotte Kjær tlf: 2217 4968

Læs hele aprilnummeret 2023 på PDF

Relaterede artikler

Skødstrup SF og AGF's pokalfinalehold løber ind på banen
Sport & Fritid

Skødstrup mod AGF i showkamp

Mens det danske landshold stadig var oppe imod stærke hold under EM i Tyskland, havde Skødstrup SF Fodbold Serie 2 hold inviteret selveste AGFs pokalfinalehold til at stille op i en showkamp på hjemmebanen bag Midtpunktet.

Peder og Inge Lisbergs søn Jesper Lisberg har taget dette billede fra en af de mange ture, som ægteparret fra Studstrup har haft i selskab med deres jolle. Her er parret på Kalø Vig, tæt på Vosnæs Pynt. (Foto Jesper Lisberg)
Sport & Fritid

En dag skal man give den videre

Kan man godt have et ret nært forhold til sin jolle? For os ikke-bådejere kan det lyde en lille smule mærkeligt, men der hører en historie med, hvis det nu er en Lynæs-jolle, man har haft i næsten 50 år.

Sport & Fritid

Jeg er vokset op med, at man skal hjælpe og bidrage

Lene Damsgaard er vokset op med volleyball. Hun begyndte at spille som barn på marken ved forældrenes hjem i Struer. Strå fra halmballer blev brugt til at flette det net, der adskiller de to banehalvdele, og siden har det været hendes foretrukne idræt.